Ny søgningListehjælp
Artikel: 1 af 118

Z5908690
Interview: Mads Vinding
(Når summen er større end de enkelte dele )
Politiken 3 maj 2000, Kultur og debat side 1
Bassisten Mads Vinding spænder over mange musikalske facetter - lige fra 'I mormors kolonihavehus' med Eva Madsen og Bachs præludier til triojazz. Efter 35 år som travl musiker er spilleglæden stadig intakt. Det kan især opleves i hans trio med Carsten Dahl og Alex Riel, der netop har udgivet en cd.

Af Kathrine Schmeichel
The Days of Wine and Roses' - den udødelige jazzklassiker - fylder det store, mørke rum op. Stedet er Copenhagen JazzHouse, og selvom der kun er tale om en lydprøve, er de tre musikere på scenen opslugte af hinanden og sammenspillet.
»Dagene med vin og roser smiler og løber væk - som et barn i leg«, lyder oversættelsen af noget af teksten til Henry Mancinis jazzstandard. Men selvom der ikke er vokal på denne eftermiddag, så er det, der foregår på scenen, faktisk en billedliggørelse af sangens erindring om de lykkelige stunder - før tabet af både barndommens uskyld og den eneste ene.
Spilleglæden - som åbenbares i store smil - lyser i alt fald ud af pianisten Carsten Dahl, bassisten Mads Vinding og trommeslageren Alex Riel.
Om en time vil det københavnske jazzhus blive fyldt op af flere hundrede mennesker, der kommer for at fejre udgivelsen af Mads Vinding Trios nye cd, 'Six Hands Three Minds One Heart' - og for at spise sushi og drikke sponsoreret Blå Aalborg.
Ringen er sluttet. Det var her, de tre musikere i juni sidste år optog de 12 numre på cd'en, der omfatter både jazzstandards og originale numre.

LYDHØRHED OG LEVERPOSTEJ
Kapelmester Vinding har haft travlt op til receptionen med at spille job over hele landet i andre sammenhænge end med sin trio.
Politiken træffer ham dagen før pladeudgivelsen over en frokost i Radiohusets kantine.
»Vi er én unit - eller som jeres anmelder Thorbjørn Sjøgren har formuleret det: som når summen er større end de enkelte dele«, svarer Vinding på spørgsmålet om, hvilken overskrift han vil sætte på den nye cd.
»Det er sammenspil på kryds og tværs, hvor man lytter til hinanden og følger med. Pingpong hele tiden. Og nye idéer. I modsætning til når der står en foran og spiller solo, og de andre pænt spiller bagved.
Fællesnævneren er lydhørhed, åbenhed og sammenspil. Og leverpostejmadder, uhm!«, siger han og griner samtidig med at han forsøger at tygge sin leverpostejmad færdig.

HUSBASSIST I MONTMARTRE
Den 51-årige bassist har været med på den danske jazzscene bogstaveligt talt siden tidernes morgen. I slutningen af 1960erne var han husbassist i det legendariske Montmartre i Store Regnegade i København. Her spillede han bl.a. med mange af de besøgende eller herboende amerikanske musikere som f.eks. Ben Webster, Dexter Gordon, Kenny Drew og Stan Getz.
Vinding medvirker på ca. 600 pladeindspilninger og har spillet over hele verden med et utal af både danske og internationalt kendte musikere:
Herbie Hancock, Wayne Shorter, Svend Asmussen, Hanne Boel, Burnin' Red Ivanhoe og Radioens Big Band - for at nævne et lille - men bredt - udsnit.
Mads Vinding Trio opstod i 1997 efter et projekt med den italienske pianist Enrico Pieranunzi og Alex Riel. Det førte til cd'en 'The Kingdom', der blev valgt til årets jazzplade i 1998. På efterfølgeren 'Daddio Don' medvirker den amerikanske pianist Roger Kellaway - på afbud fra Pieranunzi. Og på den sidste cd er der atter en ny pianist på klaverbænken - 32-årige danske Carsten Dahl.
Meget tyder på, at Carsten Dahl også vil være med på den næste udgivelse, for gruppen har allerede indspillet materiale til en ny cd - også optaget i Copenhagen JazzHouse. Den kommer sandsynligvis først til næste år.
»Man kan jo ikke udgive to plader i rap på sådan et lille marked«, som Mads Vinding siger.

EN SVÆR FUGL AT FANGE
Trommeslageren Alex Riel har været en trofast sammenspilspartner gennem det meste af Mads Vindings 35 år lange karriere. Men for Vinding er Carsten Dahl et forholdsvis nyt - men tilsyneladende lykkeligt - bekendtskab:
»Carsten er en fantastisk pianist. Han er simpelthen i verdensklasse.
Jeg har spillet med mange kæmpestore navne. Men Carsten er en af de sjoveste at spille med. Han er både lyrisk og utrolig rytmisk. Han har et flot anslag og et godt øre, der lynhurtigt fanger stemningen. Og så kommer han med en masse gode idéer. Det er en fornøjelse!«. Vil det så sige, at du har fundet pianisten? »Ja og nej! Jazz er en flygtig ting. Man kan ikke holde fast i den.
Ligesom en pipfugl, man vil fange. Det kan man ikke - den skal komme hen til dig. Det vigtigste er spontaniteten og kreativiteten. Jazz skal være nyt hver gang , og man bruger hinanden til at lære noget. Men på et vist tidspunkt er der ikke mere tilbage. Når man begynder at spille det, man spillede i går, så er det på tide at komme videre hver for sig«.
»Men foreløbig går det rigtig godt«, skynder han sig at tilføje.
At Mads Vinding først sent i sin karriere nedsætter sig som kapelmester og udgiver cd'er i eget navn har ifølge ham selv den simple forklaring, at han har haft for travlt.
»Det er skide besværligt at lave en cd! Det tager kun to timer at indspille musikken - men en masse arbejde bagefter med at skulle vælge de numre fra, der ikke skal med på cd'en, lave cover - og så pr-arbejdet, interview for eksempel. Det tager simpelthen for meget tid, når man som jeg altid har en bunke ting at lave«.

EN BRED PALET
Mads Vinding er mest kendt fra jazzsammenhænge, men hans musikalske palet er bred. Han spiller bl.a. sammen med Eva Madsen - kendt for sange som 'I mormors kolonihavehus' og 'Friheden flyver' - og i duoen Back to Bach, hvor han sammen med Poul Rosenbaum udforsker Johann Sebastian Bachs musikalske skatkammer. Og han har netop indspillet en cd med Fanø-folkemusik med nogle folkemusikere fra Esbjerg Ud over den improviserede jazz holder Mads Vinding meget af at spille klassisk musik.
»I klassisk musik spiller man altid de samme toner - men arbejder med én tone ad gangen; forsøger at finde ud af, hvor vægten skal ligge og hvordan man til stadighed kan forfine tonen. Det er de bittesmå ting, man arbejder med. Det giver et overblik på en anden måde. Og så er det også noget helt andet at spille musik, man ikke selv har fundet på.
Især Bachs musik er jo fantastisk!«.
Når han spiller med Eva Madsen, er det bl.a., fordi »hun er så ærlig i sit udtryk«:
»Hun mener hvert eneste ord, hun synger. Hun kan stå og tude over en eller anden tekst, selvom hun har sunget den hundredvis af gange før«.

DYNAMIK OG BEGRÆNSNING
Vinding befinder sig bedst i duo- eller trio-sammenhænge, hvor han som bassist får plads til at udfolde sig og komme frem i lydbilledet. Ikke nødvendigvis for at spille mange toner og fyre den af. Tværtimod bekender han sig til begrænsningens kunst - »at få lidt til at fylde meget« - og ikke mindst kunsten at spille lavt.
»I dag spiller folk vildt højt. Det får ørerne til at klappe sammen hos publikum. På et sted som Copenhagen JazzHouse kan man sagtens spille fuldstændig akustisk. Og folk kan alligevel høre det. De skal bare lige have lidt tid til at vænne sig til det. Dynamik er en glemt kunst mange steder! Hvis man starter højt oppe, er der kun få muligheder for dynamik«, siger han og markerer intervallet ved at hæve hånden op til panden og et lille stykke over hovedet.
Denne erkendelse har gjort, at Mads Vinding i dag stort set spiller akustisk - det vil sige med meget lidt elektrisk forstærkning - på de fleste spillesteder. Han indrømmer dog, at han også selv har været slem til at spille højt.
»Da jeg spillede i Radioens Big Band i gamle dage, var jeg den, der spillede allerhøjest af dem alle sammen!«.

MASSER AF GEJST
Mads Vinding har efterhånden tilbagelagt mange tusinde kilometer som turnerende musiker. Alligevel har han ikke mistet gejsten.
»Jeg elsker at spille, men hader at rejse. Alt det praktiske: booke hotel, lydprøver, pakke op, pakke ned - det bliver sejere og sejere.
Men når jeg først står der, er det dødskægt. Jeg råhygger mig på scenen. Tænk at folk betaler penge for at høre én spille! Det er jo ens venner alle sammen. Derfor er jeg aldrig nogen sinde nervøs, når jeg skal spille«.
I den tid, den berejste og kendte bassist har været aktiv på scenen, er niveauet blandt de unge musikere steget, synes han.
Men han synes også, at det i dag tit mere handler om, hvor god en musiker er til at betjene faxmaskinen og e-mailen end om, hvordan han eller hun spiller.
»Med det mediehelvede, vi har i dag, er det meget svært at komme ud.
Markedet er for en stor del mere styret af, hvor god man er til at markedsføre sig. Der går flere fantastiske musikere rundt, som ikke kan spille dét spil. Når de ringer til spillestederne, bliver de mødt med et: Hvem er du? Det er uretfærdigt«. Hvordan har publikum forandret sig gennem tiden? »Publikum - de er stadig søde! Og så er der heldigvis ved at komme mange unge igen. De gider ikke at høre al den dunkemusik mere. For den har så absolut ingen dynamik!«.

Mads Vinding Trio: Six Hands Three Minds One Heart (Stunt). Flere oplysninger på www.vinding.dk


Z5939250
Pladeanm: Mads Vinding Trio: Six Hands, Three Minds, One Heart
(Jazz: Dahl med Vinding )
Information 2 maj 2000, 1 . sektion side 6
Mads Vinding Trio: Six Hands, Three Minds, One Heart. Stunt STUCD 00052.

Af Erik Wiedemann
Efter at trio-samarbejdet med Thomas Clausen ophørte, har Mads Vinding sammen med Alex Riel haft tre indspillede projekter med skiftende gæstepianister, først et meget vellykket med Enrico Pieranunzi, så et mindre spændende med Roger Kellaway, og nu en ny succes med Carsten Dahl.
Dahls vidunderligt kapriciøse spil kommer her anderledes til sin ret end på hans plader i eget navn, som heller ikke måler sig med Dahls hidtil bedste, Ed Thigpens it s entertainment fra 1998. Især i Miles Davis »All Blues« er Dahl, Vinding og Riel i helt overdådigt humør.


Z5601209
40 år: Lenneart Vidar Ginman
Jyllands-Posten 2 marts 2000, 1 . sektion side 8

Lennart Vidar Ginman, komponist og bassist, C. F. Richs Vej 80, Frederiksberg. Lennart Ginmans seneste musik er hans fint modtagne kompositioner til Østre Gasværks nye musical ''Snedronningen'', oprindeligt et H. C. Andersen-eventyr, som Lennart Ginman husker fra sin barndom som værende på én gang enkelt, lyst, afklaret - og som én lang skygge af mørke og uhygge. Lennart Ginmans vej til succes gik over jazzen - han blev i 1995 tildelt JASA-prisen for sit fornemt klingende og jazzklassiske basspil, der altid fremstår som en yderst udsøgt blanding af det veltilrettelagte, klippefaste og det spontant reflekterende - til mere fusionspræget musik, som den i 1998 kom til udtryk på CD'en ''Ginman/Jørgensen'', der vandt en Grammy. Adskillige betragtede pladen som årets bedste danske rockudgivelse. Lennart Ginman er stort set selvlært, dog har han konsulteret bl. a. Hugo Rasmussen, Mads Vinding, Jesper Lundgaard og Niels Henning Ørsted Pedersen samt Ron Carter. Lennart Ginman fik i 1986 sit gennembrud i kvintetten Page One, en gruppe der af International Jazz Federation i 1987 blev kåret som Europas bedste unge navn. Lennart Ginman har siden gennembruddet spillet sammen med en lang række af store jazznavne, bl. a. trommeslagere som Al Foster, Herlin Riley og Billy Hart, og blandt blæsere har f. eks.
Harry Edison, Johnny Griffin og Randy Brecker haft bud efter ham.
calum


Z5491824
Interview: Merete Vestergaard
(Jeg har for lidt tid til mænd )
Ekstra Bladet 6 februar 2000, 1 . sektion side 12
Af Jan Michaelsen
- Hvis man mener, det er en succes at have en kernefamilie, så har jeg haft fiasko, siger chefanklageren i Danmarkshistoriens største svindelsag Merete Vestergaard - Jeg ville ikke have noget imod at have været forsvarer for Kurt Thorsen. Det kunne have været spændende at vende PFA-sagen om og se den på hovedet. I økonomiske sager er virkeligheden nemlig sjældent så sort-hvid som i f.eks. drabssager.
Det siger chefanklager Merete Vestergaard, 52, der ventes at kræve Kurt Thorsen dømt tæt på maksimumsstraf, hvilket vil sige otte års fængsel.
Hendes ledelse af bevisførelsen i Danmarkshistoriens største svindelsag har vakt respekt, og det er ingen overdrivelse at konstatere, at hun er anklagemyndighedens bedste kort. Alligevel skifter Merete Vestergaard job den 1. maj, inden der afsiges dom i den store straffesag, for at blive landsdommer i Østre Landsret. Endnu et af de markante sporskifter, der kendetegner hende - både arbejdsmæssigt og privat.
Jo, pigen fra Artillerivej på Islands Brygge er nået langt, siden hun blev født i et funktionærhjem, hvor faderen var KTAS-ingeniør og moderen hjemmegående.
- I mit barndomshjem var der meget orden i tingene, og det har præget mig siden. Men samtidig har jeg aldrig været bange for at kaste mig ud i nye udfordringer, siger Merete Vestergaard, der efter studentereksamen på Christianshavn Gymnasium i 1966 blev hospitalsmedhjælper, industrilaborant og cykelvikar på københavnske skoler, fordi hun ikke vidste, hvad hun ville være. Og som året efter begyndte en uddannelse til lærer på Emdrupgård Seminarium.

FOR FLIPPET OG USTRUKTURERET
- Det var, hvad jeg kunne finde på. Jeg syntes, det var overskueligt.
Jeg prøvede også at studere psykologi. Jeg holdt af faget, men studiemiljøet var alt for flippet og ustruktureret for mig. Når jeg spurgte hvilke opgaver, jeg skulle lave, fik jeg at vide, at det måtte jeg selv bestemme.
I stedet blev den kommende chefanklager lærer på Kapelvej skole på Nørrebro.
- Det var et hårdt miljø. Og delvis en trist oplevelse. Jeg underviste i læseklasser, hvor nogle af børnene mere var blevet anbragt, fordi de var adfærdsvanskelige, end fordi de var dårlige til at læse. De kom bare fra et miljø, hvor de aldrig havde været vant til at læse.
En aften ved en fest i Studenterforeningen mødte Merete Vestergaard en tiltrækkende mandlig jurastuderende - og endnu mere tiltrækkende var hans juridiske lærebøger. De fik hende nemlig til at droppe lærergerningen og i stedet kaste sig over jurastudiet. Hun ville være advokat.
Efter den juridiske embedseksamen arbejdede hun tre år som advokatfuldmægtig, hvor hun mødte en advokat, som hun giftede sig med.
- Ham ønsker jeg ikke at snakke om. Det var et dårligt ægteskab, men jeg fik heldigvis en dejlig datter, Therese.
For at komme væk fra eks-manden skiftede Merete Vestergaard igen spor.
Hun blev politifuldmægtig i Gråsten i Sønderjylland.
- Da jeg tiltrådte, var min datter seks uger gammel. Det var svært at kombinere job og børnepasning, men hvis et retsmøde trak ud, så når vuggestuen lukkede, var kontorpersonalet på politistationen utrolig flinke til at hjælpe mig. Men Therese kendte dem jo ikke, så hun blev bange. Når jeg havde weekendvagt, rejste mine forældre over for at passe hende. De har været enestående.

VILLE RETUR TIL KØBENHAVN
Som nybagt politifuldmægtig demonstrerede Merete Vestergaard den sunde sans, som ellers er noget af en mangelvare i den juridiske paragraf-verden. Hun havde fået en gårdejer idømt 1300 kr. i bøde, fordi han havde overfaldet et par kommunale sneryddere. Men manden var sur på systemet og nægtede at betale. I stedet for at sende den gældfri bondegård på tvangsauktion fik hun erklæret ham midlertidigt umyndiggjort, så hans udpegede værge kunne betale bøden, hvorefter landmanden igen omgående fik ophævet sin umyndiggørelse.
- Men selv om jeg hurtigt kom til at holde meget af sønderjyderne, så var jeg jo københavner. Derfor måtte og ville jeg retur til København.
Merete Vestergaard kom til statsadvokaturen i København, hvor hun fik sine første store straffesager, to drabs- og tre narkosager. Og oplevede et af sine meget sjældne nederlag.
- Den ene mordsag handlede om en mand, der var tiltalt for at have slået en grønlandsk kvinde ihjel på Christiania. Han blev frifundet. Vidnerne kom fra miljøet omkring Christiania og Kofoeds Skole, og nogle af dem kunne desværre ikke huske, hvad de selv havde forklaret i politirapporterne. Det lærte mig, at det afgørende er, hvad vidnerne siger i retten og ikke til politiet, siger Merete Vestergaard.
- Det er mærkeligt, men jeg husker stadig nævningesagen om drabet på den grønlandske kvinde meget tydeligere end så meget andet. Selv om det kun var en enkelt ud af de fem sager, jeg tabte, så lærte den mig meget.
Også at uanset hvad du selv tror, så er det udelukkende rettens afgørelse, der tæller. Men hvis alle, der bliver tiltalt af anklagemyndigheden, bliver dømt, så er det fordi, vi rejser for få sager. Det ville være helt forkert i et retssamfund, hvis anklagerne altid var 100 procent sikre på at vinde deres sager.

6. JULI BANK OG RISKÆR
Efter et sidespring på tre år hos Glostrup politi kom Merete Vestergaard i 1986 til bagmandspolitiet, hvor hendes første store sag blev efterforskningen og straffesagen mod den korrupte ledelse i den konkursramte 6. Juli Bank. Her oplevede jeg hende selv som anklager, og jeg blev imponeret af hendes dygtighed. Og mon ikke bankens bestyrelsesformand Niels J. Leer gjorde det samme? Han fik i hvert fald to år i fængslet til at overveje emnet.
Næste offer var Klaus Riskær Pedersen. Her var Merete Vestergaard på forhånd handicappet, fordi dommer Margit Stassen var og er slyngveninde med Riskærs ene forsvarer Sysette Vinding Kruse. Bagmandspolitiet forsøgte to gange forgæves at få erklæret dommeren inhabil. Riskær blev idømt to års fængsel, men betinget.
- Hvad siger du til, at Ris-kær i dag siger, at han med dommen blot fik et gult kort? - Der er forskel på at få en advarsel i form af et gult kort og så to års fængsel for at have begået berigelseskriminalitet til 30 mill. kr.
Dommen blev gjort betinget udelukkende, fordi retten fandt, at efterforskningen havde taget lang tid, hvilket var korrekt. Men i økonomiske sager, hvor der skal ransages og på anden måde skaffes oplysninger i udlandet, kan det ikke gøres hurtigere.

FORSVUNDNE DOKUMENTER
I 1998 skiftede Merete Vestergaard fra bagmandspolitiet til Københavns Politis bedrageriafdeling som politiadvokat og var derfor selvskreven som chefanklager i PFA-sagen.
- Tror du selv på, at du kan få Kurt Thorsen dømt? - I store sager gør man ofte en frifindelse til en fiasko for anklageren, men det er en forkert opfattelse. Det afgørende er, at man som anklager gør sit arbejde så godt, som man overhovedet kan. Jeg har pligt til at være objektiv, og derfor skal jeg også fremlægge alle de ting, der taler til de tiltaltes fordel. Rent personligt ville min samvittighed da også have det meget dårligt, hvis jeg ikke gjorde det.
- Men er det ikke lidt pinligt, at du i Ekstra Bladet skal stifte bekendtskab med vigtige dokumenter i sagen, som på mystisk vis er forsvundet i bedrageriafdelingen? - Jo, det er ærgerligt. Men det er ikke mig, der leder politiets efterforskning.
- Hvad synes du om Kurt Thorsen og Rasmus Trads? - De er spændende mennesker, som det ofte er tilfældet i økonomiske sager. Det samme gælder vidnerne. Det er fascinerende at komme så tæt på sådanne typer.

FLYTTEDE I RÆKKEHUS
Privat er Merete Vestergaard en læsehest med trang til især spændingsromaner af høj litterær kvalitet.
- Men når jeg har en stor straffesag som PFA-sagen, så er det umuligt for mig at læse en bog, fordi jeg ubevidst kommer til at læse den lige så koncentreret, som jeg læser en politirapport. Det er hårdt.
I stedet dyrker chefanklageren sine andre interesser: opera, rockmusik, film og at spise sig igennem København, som hun udtrykker det. Merete Vestergaard elsker at gå i byen. Og gerne med en middag på en italiensk restaurant inkluderet.
Desuden har hun jagttegn, men det er flere år siden, hun skød sin sidste råbuk.
Chefanklageren har heller ikke fået ram på en ny ægtemand. Hun flyttede for tre måneder siden fra en ejerlejlighed på Christianshavn til et rækkehus på Drosselvej på Frederiksberg, fordi hun savnede en have. Men der flyttede ingen mand med.
- Hvis man mener, det er en succes at have en kernefamilie, så har jeg haft fiasko. Men jeg har da en datter på 22 år, der studerer medicin og klarer sig godt, så jeg har åbenbart formået at give hende en god opdragelse.
En af de sidste bøger, som Merete Vestergaard har læst, er Herbjørg Wassmos Dinas bog. Den handler om kvinder og kærlighed.
- Hvordan går det med dit eget kærlighedsliv? - Det går ikke så godt. De mænd, jeg har kendt, har altid klaget over, at jeg arbejdede for meget, så jeg havde for lidt tid til dem. Om det er mig eller dem, der er noget i vejen med, ved jeg ikke. Jeg har altid sat min datter på førstepladsen, mit arbejde på andenpladsen og så manden som nr. tre. Men mine kærester har åbenbart troet, at de med det samme kunne erobre førstepladsen.
- Man bliver lidt rå af at være anklager. Man lærer at svare for sig. Og min datter og mine venner siger, at jeg ikke snakker med dem, men afhører dem. Jeg kan også finde på at spørge folk om de mest utrolige ting. Det er jeg nemlig vant til i retten.
Men fra 1. maj er det Merete Vestergaard, der sidder i dommersædet.
- Så er det endelig mig, der bestemmer. Jeg glæder mig utroligt meget, og jeg er meget stolt over, at de valgte netop mig blandt en snes meget velkvalificerede ansøgere.
Hun er dog heller ikke afvisende over for tanken om at blive advokat endnu en gang. Nemlig med speciale i økonomisk kriminalitet. Så fremtidens udgaver af Kurt Thorsen og Rasmus Trads kan få en super-forsvarer, der ved, hvordan man vinder i de store, svære straffesager.


Z4108052
Pladeanm: Gary Burton: Liek Minds, Marc Bernstein Quartet: Blue Walls, J.J. Johnson: Heroes
(Rastløse sjæle kk4 Jazz )
Jyllands-Posten 6 april 1999, Kunst og kultur side 4
Af Per Calum
Af PER CALUM


Gary Burton o.a.: LIKE MINDS
68 minutter
Concord. Dist: Mis-Label

4 STJERNER


Et sted i noterne til denne velklingende CD skriver Gary Burton, initiativtager til skiven, at "these guys are restless spirits, always loking for something different to try." Det kan man tolke derhen, at de er søgende ånder - eller man kan vælge, alt efter temperament, at betragte dem som flakkere. Som så ofte ligger sandheden nok et sted midt imellem. I hvert fald går de herrer Chick Corea, Pat Metheny, Dave Holland og Roy Haynes fint i spand med Gary Burton og leverer her en veloplagt studio-session af den slags, som ekstremt dygtige musikere sagtens kan klare, når de blot er simpatico med hinanden. Roy Haynes holder gryden konstant kogende, og alle er glade. Rar skive, men ikke essentiel at have i samlingen.

Marc Bernstein Quartet: BLUE WALLS
60 minutter
Storyville. Dist: GDC

3 STJERNER

Amerikaneren Marc Bernstein er en af tidens mange dygtige og noget anonyme saxofonister, der kunne være så meget bedre, hvis han havde noget interessant at fortælle. Jeg savner personlighed bag det fingernemme, og CD'en er mest spændende, fordi den er pladedebut for pianisten Olivier Antunes, der, trods navnet, er dansk. Han er allerede blandt musikere udråbt til at være et stort talent, og hans bop-inspirerede spil her, er i hvert fald lovende og mere til, men det er den allestedsnærværende Mads Vinding, der upåtrængende trænger sig i forgrunden med sit mesterlige basspil. De samme ord gælder for trommeslageren Billy Hart.

J. J. Johnson: HEROES
52 minutter
Verve. Dist: Polygram

5 STJERNER

J. J. Johnson, engang bobnusikkens førstemand på trombone, står i dag for bragende flot musik med vægten lagt på det kompositoriske og det arrangerede. Ikke mindst det sidste talent gør, at han kan få en kvintet til at lyde af mange flere, når det skal være, men først og fremmest kan han få musikken til at lyde både spændstigt rytmisk og melodisk spændende. Her er der ingen tomgang. Blandt solisterne bemærker man, ud over J. J. Johnson, den canadisk-fødte pianist Renee Rosnes (om hvem Johnson har dette at sige: "Brillant, et geni!"). Der er noget at se frem til. CD'en hylder på stærkt personlig vis så vidt forskellige "helte" som Carolyn (J.J.'s kone), Wayne Shorter og Thelonious Monk. Men den virkelige helt er J. J. Johnson, ikke mindst som solist. Selv i en alder af 75 er han en sand mester.


Z4134077
Koncertanm: Hans Ulrik Quartet, Martial Solal Trio & Martial Solal m.
(Jazzpar-prisen: Tangentmester )
Jyllands-Posten 29 marts 1999, 1 . sektion side 13
Af Per Calum Radioens Bigband, Falconer Scenen
Af Per Calum Radioens Bigband, Falconer Scenen Falconer Scenen: Jazzpar-koncert m. Hans Ulrik Quartet, Martial Solal Trio & Martial Solal m. Radioens Bigband. Søndag eftermiddag
Den franske pianist Martial Solal kvitterede for æren bl.a. som solist på triobaggrund, men den del af musikken var præget af uventede temposkift og somme tider let forvirrende løb henover tangenterne, mener vores anmelder.
Midtvejs i afviklingen af årets jazzpar-koncert, den 10. i rækken, blev sløret løftet for de fem navne, som næste års prisvinder skal findes imellem. Aldersforskellen er slående. Den ældste kandidat til prisen er født i 1925, den yngste i 1973. Nævnt i alfabetisk orden er de fem kandidater:
Dave Douglas, trompetist (f. 1963), James Moody, saxofonist (f. 1925), Nicholas Payton, trompetist (f. 1973), Chris Potter, saxofonist (f.
1970). Jacky Terrason, pianist (f. 1966) Og ved et af den slags tilfælde, der ligner en tanke, spillede Jacky Terrason i aftes på Copenhagen Jazz House, så de hurtige havde en frisk mulighed for umiddelbart at føle kandidatlistens eneste ikke-amerikanske solist på tangenterne.
Fra listens overvægt af fremadstormende ungdom til dette års prisvinder, den ældre franske pianist Martial Solal, der er født i 1927, men hvis musik i hvert fald ikke er bagudrettet, og som blev behørigt hyldet af prisoverrækkeren, statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Først tre numre med Solal i trioomgivelser - de to øvrige triomedlemmer var Solals faste trommeslager Daniel Humair og vores egen superstjerne Mads Vinding på bas - dernæst Martial Solal som stedvis hørbar solist med Radioens Bigband.
FORTOLKNINGER Bigbandmusikken, fem kompositioner af Solal, hvoraf de fire var nye og skrevet til lejligheden, som Solal ved et tidligere pressemøde havde gjort opmærksom på, var ikke bare Solals. Også bigbandets dirigent, den amerikanske pianist Jim McNeely, spillede en stor rolle, som rakte langt ud over dirigentens. Der var i høj grad tale om hans orkestrale tolkning af Solals kompositioner.
Som ventet var musikken derfor meget præget af messinginstrumenter i ensemblespillet. Solisterne var bl. a. guitaristen Chico Lindvall, tenorsaxofonisten Tomas Franck og barytonsaxofonisten Flemming Madsen.
De udfyldte deres plads i rammen med overbevisende talent, men jeg sad alligevel tilbage med et lidt for overvældende indtryk af en musik, der mere imponerer end vedkommer.
Der var mindelser om både Sauter-Finegan, Stan Kenton og Oliver Nelson, og måske også lidt Gershwin og Copeland, men alligevel nok med McNeelys stempel. Mere end egentlig lyttemusik mindede denne musik mig om noget, der var beregnet på at understøtte et dramatisk handlingsforløb, altså film- og TV-musik. Det var flot - and so what! Som solist på triobaggrund var Martial Solals musik præget af uventede temposkift og somme tider let forvirrende løb henover tangenterne. Af tre numre var de to hans egne, mens det tredje var Gershwins "Summertime". Uanset ophavsmand, så var der tale om Solal-musik.
Som opvarmning til Solals afdeling spillede den danske tenor- og sopransaxofonist Hans Ulrik sammen med tre håndplukkede musikere, guitaristen John Scofield, bassisten Lars Danielsson og trommeslageren Peter Erskine. Det var ca. 50 minutters dygtig, måske lidt kølig musik.
Var de fire musikere trods alt for uens, eller skulle de blot have haft længere tid til at spille sig sammen på. Eller lever Falconer Scenens akustik ikke op til de krav, som forvænte lyttere i dag stiller?


Z4070875
Pladeanm: Marc Bernstein Quartet: Blue Walls
(Hør Antunes )
Information 9 marts 1999, 1 . sektion side 6
Af Erik Wiedemann
Marc Bernstein Quartet: Blue Walls. Storyville STCD 4223 Den amerikanske saxofonist Marc Bernstein, der siden 94 har opholdt sig i Danmark og arbejdet på konservatoriet i Esbjerg, debuterer med egen kvartet-cd, hvor han har fremragende akkompagnement af Mads Vinding (bas) og Billy Hart (trommer) i et repertoire skrevet af yngre jazzmusikere. Det mest spændende ved pladen er dog i mine ører den meget dynamiske unge pianist Olivier Antunes, som jeg ikke ved noget om, men som vi nok skal høre mere til.



Z3974253
Koncertanm: Renée Rosnes Trio med Mads Vinding og Alex Riel, Copenhagen JazzHouse
(Koncert: Trio-glæder )
Information 12 februar 1999, 1 . sektion side 9
Af Erik Wiedemann
Renée Rosnes trio med Mads Vinding og Alex Riel i Copenhagen JazzHouse onsdag

Frydefuldt møde mellem den canadiske pianist Renée Rosnes og danskerne Mads Vinding og Alex Riel.

Hun er for længst et kendt navn for danske jazzinteresserede, den canadiske pianist Renée Rosnes. Senest fra hendes københavnske festival-optræden med egen kvartet i Konsistoriegården, men mest mindeværdigt fra en anden festival-koncert, med Niels-Henning Ørsted Pedersen i Cirkusbygningen.
Denne gang, hvor hun er på besøg under en canadisk kultur-udveksling formidlet af radioens Peter H. Larsen, spiller hun i trio med det tættest sammennittede danske bas/tromme-team, Mads Vinding og Alex Riel. En både musikalsk og personligt givende konstellation.
Jeg nævner det sidste, fordi musikernes gensidige fornøjelse ved sammenspillet var så åbenbar, præget af humoristiske finter og visuelle anerkendelser, så musikken på besøgets første aften ­ i et fuldt Copenhagen JazzHouse ­ udfoldede sig i en momentvis nærmest boblende atmosfære. Ikke det dårligste at opleve ved en koncert.

POTENSERET
Men musikken var sandelig også i sig selv opløftende. Renée Rosnes spiller klaver, med hvad man kunne kalde et potenseret nærvær, en forhøjet væren til stede i hver rytmisk, melodisk og harmonisk detalje i spillet.
Mere end om nogen anden minder hun mig om Herbie Hancock, når han er mest absorberet i klaverspillet. Fra Hancock har hun formentlig også evnen til, når det skal være, at drive sit spil op til stadig højere intensitetsniveauer, at føje intensitet til intensitet, sådan som hun f.eks. gjorde det i sin solo i Kurt Weills 'Speak Low' onsdag aften.
Medvirkende til hendes musikalske standard er også hendes udsøgte sans for repertoire, som ved denne lejlighed fik et par egne kompositioner til at indgå i en originalt tænkt sammenhæng med bl.a. en delvis gennemskuelig balladeversion af Beatles 'With a Little Help From My Friends', Alec Wilders 'Moon and Sand' og Joe Hendersons 'Recorda-Me' (begge med fremragende bassoloer af Vinding), samt to gange Monk og to gange Ellington (herunder den eksotisk suggestive 'Little African Fower').

PLADE? Når man har hørt, hvordan Renée Rosnes gjorde Friends Forever fra 1995 med Niels-Henning Ørsted Pedersens trio til en af vores bassists bedste plader, er det nærliggende at forestille sig et lignende pladeprojekt med onsdagens trio.
I forlængelse af Vinding/Riels tidligere plader med Enrico Pieranunzi og Roger Kellaway. Med noget mere forberedelse end der havde været tid til før den første koncert, måtte det kunne blive den danske rytme-duos hidtil bedste kort.
Men desværre bliver det næppe til noget, i hvert fald i denne omgang.
Ifølge Peter H. Larsen er der ikke afsat tid til det, og vores gæst er muligvis for bundet af sin kontrakt med Blue Note (hvis danske afdeling ironisk nok knap synes at kende hende og i hvert fald ikke lagerfører nogen af hendes plader!) Så meget desto mere grund er der derfor til at være opmærksom på, at den canadisk-danske trios sidste koncert ­ i det odenseanske Jazzhus Dexter i aften ­ transmitteres af P2Musik i en time fra kl. 22,30.
Et tilbud til almindelige lyttere og kassettebånd-amatører, tør man sige.




Z3967833
Koncertanm: Copenhagen Jazz House: Renee Rosnes Danish Trio
(Hemmelig stjerne foldede sig helt ud )
Jyllands-Posten 12 februar 1999, Det sker side 2
Af Per Calum
Jazz-koncert
Af PER CALUM

Copenhagen Jazz House: RENEE ROSNES
DANISH TRIO
Onsdag aften

Den canadisk-fødte Renee Rosnes er sandsynligvis Blue Notes' bedst bevarede hemmelighed - i hvert fald i Danmark. Men selv om pladeselskabets danske afdeling ikke interesserer sig for pianisten, så gør publikum, og der var kø - lang endda - foran Copenhagen Jazz House allerede en god halv time før koncerten med Renee Rosnes skulle begynde.
Lad det være sagt med det samme: det blev en af de store aftener i jazzhuset! Den 37-årige Renee Rosnes, der af ingen ringere end basunisten J. J.
Johnson er udnævnt til at være et geni, gjorde meget for at leve op til de store ord.
Hendes repertoire var rigt og varieret: egne kompositioner, værker af Duke Ellington, Alec Wilder, Joe Henderson, Duke Pearson og Thelonious Monk, og Renee Rosnes viste sig ikke mindst som en fin fortolker af Monk uden af den grund at lyde som ham, en fælde som mange pianister ellers falder i, når de forsøger at fange kompositionernes særpræg.
Renee Rosnes kan både være hårdtslående rytmisk og yndefuldt dansende i sit anslag, når hun spiller Monks "Rhythm-a-ning", og hun kan i andre numre byde på en næsten Oscar Petersonsk overdådighed, men hele tiden er spillet krystalklart og logisk: Alec Wilders smukke "Moon and Sand", en melodiøs, næsten rokokoagtigt elegant melodi, fik øget kompleksitet takket være Rosnes' stedvis hårdtslående tangentspil i fyrig duel med Mads Vindings fuldttonende bas.
Med Joe Hendersons "Recordame" slog trioen sig for alvor løs med et enormt rytmisk drive. Her kogte det både på tribunen og i salen.
Forbløffende at disse tre musikere efter kun àn dags prøver i den grad har fundet hinanden i et tæt, lydhørt og ligeværdigt triospil, der nok engang demonstrerede, hvor suveræne Mads Vinding og Alex Riel kan være, når udfordringen er der. Som f. eks. i Ellingtons elegante "Fleurette Africaine" med de mystiske overtoner, i Beatles-melodien "With a Little Help From My Friends" og i Duke Pearsons "You Know I Care".
Stor musik, præget af hjerte og intellekt, klarsyn og eftertænksomhed, inderlighed og medrivende melodisk og rytmisk spilleglæde.


Z3899531
Pladeanm: Alex Riel / Richard Boone
(Edison og Boone )
Information 12 januar 1999, 1 . sektion side 7
Af Erik Wiedemann
Alex Riel: D.S.B. kino. Stunt STUCD19811
Richard Boone: A Tribute to Love. Stunt STUCD 19901

Af Erik Wiedemann

Sidste forår indspillede Mads Vinding og Alex Riel en udmærket plade i Vindings navn med den amerikanske pianist Roger Kellaway tilføjet. Ved samme lejlighed indspillede trioen, nu ledet af Riel, en cd med den da 82-årige trompetist Harry Edison som solist. I noterne fortæller Riel morsomt om baggrunden for mødet, som pladetitlen også henviser til, og trioen akkompagnerer veloplagt den en anelse aldersstegne Edison.
Et fremragende akkompagnement er der sandelig også bag Richard Boone, som helt har lagt basunen bag sig og kun synger i sin mest poliske stil.
Carsten Dahl er overdådig ved klaveret i dette standard-repertoire, Bob Rockwell lægger romantisk tenorsax til et par steder, og Keith Keller har skrevet fine noter.




Z3876272
Portræt: Martial Solal, jazzprisvinder
(En eftertænksom jazzpianist )
Jyllands-Posten 8 januar 1999, Det sker side 1
Af Per Calum
Årets modtager af verdens største pris inden for jazzmusikken, den danske jazzparpris på 200.000 kr., er franskmand, pianist og hedder Martial Solal. Ved overrækkelsen 28. marts kan den alsidige musiker, der har høstet megen ros i jazzens inderkredse uden at opnå et egentligt kommercielt gennembrud, høres med bl.a. Radioens Big Band
Jazzprisvinder
Af PER CALUM


Siger navnet Martial Solal Dem noget? Ikke det? Nå, men sådan var det også, da jeg foretog et diskret rundspørge i den nærmeste bekendtskabskreds.
Ikke desto mindre er Martial Solal netop blevet kåret som den tiende modtager af den store og eksklusive danske Jazzparpris på 200.000 kr.
Den skal uddeles under en koncert søndag den 28. marts, hvor Martial Solal dels skal optræde som solist sammen med Radioens Big Band, dels med en trio bestående af bassisten Mads Vinding og den franske trommeslager og livslange medspiller Daniel Humair, og endelig får vi Solal at høre i den vanskelige rolle som solopianist.

Musik til film
Da jeg forhørte mig i bekendtskabskredsen, mente en enkelt at kunne huske navnet.
Ærgerligt nok var dog ikke på grund af Martial Solals virke som jazzmusiker, men derimod fordi samme Martial Solal også har været en flittig komponist af filmmusik, og vedkommende, der er ekstraordinært filminteresseret, mindedes navnet fra Jean-Luc Godards geniale debutfilm "Åndeløs", en af de film, der var med til at give tressernes franske film en ny dimension. Solal har også komponeret musik til film af Francois Truffaut og andre.
Men det er en helt anden sag.
I mere snævre jazzkredse er den kommende prisvinder imidlertid et godt bud på en usædvanlig musikalsk begavelse, og hans navn optræder med selvfølgelighed i de fleste jazzleksikalske værker.
Han lever således op til Jazzpar-priskomitens krav om, at prisen skal tildeles en internationalt kendt og fuldt aktiv jazzkunstner, der i særlig grad har gjort sig fortjent til yderligere berømmelse.

Arven fra Ellington
Han er født den 23. august 1927 i Algeriet af franske forældre, og som barn fik han sporadisk klaverundervisning, men mest er han selvlært.
Som 22-årig kom Martial Solal til Paris, hvor han bl. a. spillede meget sammen med amerikanske jazzmusikere, der havde slået sig ned i den franske hovedstad efter afslutningen af Den 2. Verdenskrig, bl. a.
sopransaxofonisten Sidney Bechet og tenorsaxofonisten Lucky Thompson.
Med sidstnævnte kan Martial Solal høres på CD'en "Street Scenes" i nogle optagelser fra 1956. Her er påvirkningen fra Duke Ellington særdeles hørbar.
Samme år prøvede Martial Solal første gang kræfter med at komponere og arrangere for et bigband. Også på den vis gav Ellington-inspirationen sig udslag.

Solid karriere
I sæsonen 1959-60 dannede Martial Solal sin egen meget roste trio med Guy Pedersen (bas) og Daniel Humair (trommer). Den blev tilfældigvis hørt af den amerikanske koncertarrangør George Wein, der sørgede for at Martial Solal kom til at turnere i USA og Canada.
Blandt andet spillede Martial Solal under Newport Festivalen i 1963.
Sideløbende var han travlt beskæftiget med at skrive musik til film, og det oplyses, at Solal har stået for musikken til ca. fyrre franske film siden 1960.
I begyndelsen af firserne genoptog Martial Solal arbejdet med at komponere og arrangere for eget bigband, der første gang indspillede i 1981. Andre plader fulgte i 1984, men mere og mere synes Martial Solal at foretrække at optræde solo eller med sin trio.
Arbejdet med at holde sammen på et bigband kan være anstrengende. Ikke mindst, når man også vil komponere og arrangere for orkestret, sådan som Martial Solal ønsker.
Så er det mindre anstrengende at optræde solo!
Musik med gallisk vid
Opslagsværkerne er enige om at oplyse, at Martial Solal som pianist tidligt var påvirket af Duke Ellington og Thelonious Monk.
Siden har også jazzkoryfæer som Art Tatum, Bud Powell, Hampton Hawes og Bill Evans været nævnt som inspirationskilder.
Først og fremmest har Solal dog fundet sin egen vej, og det endda i en sådan udstrækning, at et enkelt leksikonopslag føler sig foranlediget til at nævne, at Solals stil for nogle er fyldt med gallisk vid, mens den for andre snarere er præget af gold fransk intellektualisme! I den autoritative The Penguin Guide to Jazz er forfatterne begejstrede for Martial Solal og skriver i anmeldelsen af en soloplade fra 1993-94, at "man ganske enkelt er forbløffet over rækkevidden af Solals talent," og om en trioplade fra 1995 kan man læse, at "der kan ikke være ret mange lige-ud-ad-landevejen klaver-improvisatorer i hele verden lige nu, der er bedre."
Utilgængelige CD´er
Ingen af de anmeldte CD´er (begge på plademærket JMS) er tilgængelige herhjemme, ligesom der heller ikke er nogen af Martial Solals meget roste bigband-plader at få i pladeforretninger i Danmark.
Også pladeselskabet Polygram, der distribuerer jazzmærket Verve, må give op. Den bigband-CD fra ¼81, som er tilgængelig i Frankrig, har man ingen rettigheder uden for Frankrig, oplyser pr-chef Thomas Rohde.
Derimod er der herhjemme netop udsendt en fremragende trio-plade ("Just Friends"/import: Music Mecca) med indspilninger fra juli 1997, der bringer solidt, sprællevende og uimodståeligt vidnesbyrd om den nu 71-årige Martial Solals afklarede talent, der ungdommeligt og uforudsigeligt bevæger sig i bestandigt overraskende baner.

Akkompagnatørens lod
Martial Solal, hvis "uddannelse" som pianist vel nærmest kan karakteriseres som en slags gammeldags mesterlære, spillede i halvtredserne og tresserne ofte i datidens mest kendte parisiske jazzklubber Club St.-Germain og Blue Note.
Dér lærte han at spille i mange stilarter, for som akkompagnatør måtte han til en vis grad indordne sig under solisten, stjernen.
Siden har Martial Solal givet udtryk for, at "den ideelle situation er at vide, at man kan spille som alle andre pianister og derefter, så snart man sidder ved pianoet, at glemme det hele."
Tilfældets frie løb
Han har også udtalt, at han er ked af, at han ikke har lavet flere live-indspilninger fordi "koncertformen tvinger mig virkelig til at yde mit bedste." Denne holdning har han uddybet med følgende ord: "Det, som mest interesserer mig, er at give tilfældet frit løb.
Derefter skal jeg vise, at jeg er i stand til at magte situationen. Det er derfor jeg somme tider begår fejl, for min hjerne bringer mig til steder, jeg har svært ved at vende tilbage fra. For mig betyder det at improvisere, at man ustandselig springer ud på det dybe vand, og helst uden redningsbælte, men dog lige netop i stand til at svømme."


Z3881886
Pladeanm: Alex Riel: D. S. B. Kino
(Jazzparty )
Ekstra Bladet 26 december 1998, 2 juledag side 30
Af Peter Nørgaard
Alex Riel, 'D. S. B. Kino' (Stunt Records)
Tre stjerner


Så hamrende forudsigelig og traditionel, så selv et to års barn kan være med.
Men du godeste, hvor det dog swinger og svajer og stinker langt væk af en ægte spilleglæde.
Den allestedsnærværende 58-årige trommeslager Alex Riel har endnu en gang fået et af sine idoler slæbt i et pladestudie: den 83-årige amerikanske levende legende, trompetisten Harry 'Sweets' Edison i et tæt samarbejde med landsmanden, pianisten Roger Kellaway og den 50-årige danske bassist Mads Vinding til en lille 9-numres session med et repertoire, de fire med garanti har spillet 3000 gange før.
Så der spilles på rygraden og rutinen i allerhøjeste grad, men osse med en dejlig og kogende entusiasme. Harry 'Sweets' Edison er imponerende.
83 år og så meget luft i lungerne. Utroligt.
Jazzpartymusik så det vasker sig.
pn



Z3858979
Pladeanm: Lars Møller: Kaleidoscope
(Danske toner )
Politiken 26 december 1998, Kultur og debat side 3
Af Thorbjørn Sjøgren
Lars Møller: Kaleidoscope (Naxos 86022-2), 59:25 min.

Alex Riel: DSB Kino (Stunt STUCD 19811), 66:45 min.

Fessors Funky Neworleanians: Decatur Street Stomp (Storyville STCD 6053), 58:10 min.

Arosia: Forty and Tight (Intermusic INTCD 069), 62:51 min.

Papa Benny: Portrait (Music Mecca 2034-2), 61:00 min.

Ole Stolle-Jesper Lundgaard-Jacob Fischer: Trioen (Music Mecca 2078-2), 62:27 min.

Af Thorbjørn Sjøgren
Det ville være en overdrivelse at kalde Lars Møllers kvartet med Jacob Christoffersen, Thomas Ovesen og Ole Theill for permanent arbejdende.
Alligevel er det tydeligt at de fire har nået en ret exceptionel grad af indbyrdes fortrolighed. CD'en er Møllers fjerde med samme hold og på Emotions in Disguise leverer han en tenorsolo som i sin indre sammenhæng og stringens er noget af det flotteste, jeg har hørt ham spille i meget lang tid.
Også trioen bag ham spiller så helstøbt at det kunne være interessant at høre dem på egen hånd. Og når jeg siger at musikken i forhold til hans nærmest foregående cd'er er mere konsoliderende end nybrydende ligger der intet negativt i det, snarere tværtimod, for Møllers afklarede og koncentrerede spil byder på en fin kontrast til hans arbejde med f.ex.
The Orchestra og Sound of Choice. Iøvrigt er det sjovt at høre på hans nyindspilning af Wayne Shorters Footprints (det eneste stykke han ikke har hentet udefra) hvordan denne version i forhold til den på Cross Current fra 1995 forholder sig langt mere selvstændigt til Shorters forlæg.

Der er ingen grund til at prøve at bortforklare at den nu 83-årige trompetist Harry Edison ikke er hvad han har været. Der er både upræcise intonationer og steder hvor det kniber at føre fraserne igennem og hans tone er blevet temmelig sprukken. Alligevel indrømmer jeg glad og gerne at jeg holder meget af denne cd, indspillet dagen efter Mads Vindings Daddio Don sidste år, også med Roger Kellaway ved klaveret, men uden Edison.
Det som jeg for 15-20 år siden i trompetspillet kunne fristes til at kalde »veloplagt rutine« synes her transformeret til en slags overlevelsesinstinkt, som om han ville sige »nu er dette altså hvad der er tilbage, men derfor skal de altså ikke tage mig med bukserne nede«.
Han behandler det gode standardrepertoire som var det hans personlige ejendom og hans timing er stadig frydefuld. Vinding og Riel spiller med liv, lyst og loyalitet og Kellaway viser både i soli og akkompagnement en drilagtighed og opfindsomhed så man såmænd kunne høre cd'en alene for hans skyld. Og det klæder ham iøvrigt at have en blæser at spille op til, ligesom Edison faktisk synes at inspireres af det både rytmisk og harmonisk uortodokse klaverspil.

Nok engang har basunisten Ole Fessor Lindgreen foreviget sit møde med en stribe New Orleans-musikere af den art som fordomsfrit bevæger sig i musikken uden at lade sig hæmme af etiketternes tyranni og som derved giver byens musik sin helt specielle karakter. Trompetisten Wendell Brunious spiller flere steder med et herligt drive, næsten i retning af Clifford Brown, Lindgreen selv er både djærv og smidig (det er lige før det lykkes ham at forene Vic Dickenson og Tommy Dorsey) og Shannon Powells trommespil har dette »rok-og-rusk«-agtige, karakteristiske New Orleans-beat, forskelligt fra næsten enhver anden form for
jazztrommespil. Glimrende musik.
Underholdende tillige.

Både århusianske Arosia med basunisten Botha Christensen ved roret og hans københavnske instrumentkollega 'Papa' Benny Nielsen har rundet 40-års jubilæet. Arosia med en nyindspilning med regulær, velspillet dixieland der desværre læner sig meget op ad det repertoiremæssigt fortærskede, hvad orkestret gør sig selv en bjørnetjeneste ved. Der skal mere til at gøre de stykker interessante. Papa Bennys musik er mere varieret, men også mere ujævn i optagelserne fra 1957-86, halvdelen førstegangsudgivne. Nielsen viser sig flere steder som en ret smidig basunist og afslører bl.a. en interesse for Sandy Browns musik,
noget der vist ikke var alt for almindeligt i 60'ernes danske revivalmusik. Solidt arbejde.

Det er ingen ulempe at trompetisten Ole Stolle nu næsten har forladt den Wild Bill Davison-påvirkning der tidligere prægede hans spil og erstattet den med noget mere personligt, spædet op med lidt Roy Eldridge og Clark Terry. Det kalder en mere letflydende side frem i hans spil, og uden at være nogen epokegørende cd er det en fornøjelse at høre hvor spændstigt han forholder sig til Jacob Fischers og Jesper Lundgaards stensikre puls i et repertoire som er helt stedsegrønt med bl.a. fire af Ellingtons kendteste stykker. Fischer henter på guitaren den ene klanglige eller rytmiske overraskelse frem efter den anden og
bidrager i høj grad til at resultatet bliver mere end 'bare' veloplagt swingmusik.




Z3816288
50 år: Mads Vinding
Politiken 7 december 1998, 1 . sektion side 15
Af Thorbjørn Sjøgren
I Politikens nu 12 år gamle jazzleksikon kan man om bassisten Mads Vinding bl.a. læse, at »han er én af de mest indspillede yngre danske jazzmusikere«. Og selv om de fleste jazzgrupper inkluderer en bassist, må man vel sige at når man for længst har rundet de 500 pladeindspilninger, så siger det noget om kvalitet, alsidighed og pålidelighed.
Som den to år ældre instrumentkollega Niels-Henning Ørsted Pedersen var Vinding professionelt på banen allerede midt i teenageårene og han var hele spektret igennem: dixieland, swing, bebop, jazzrock, det etnisk inspirerede med Istanbul Express, Radioens Big Band, Ernie Wilkins, Almost ditto, for ikke at tale om alle de gæstende (og mere eller mindre fastboende) amerikanere, som han - ikke mindst i Jazzhus Montmartre, både i Store Regnegade og i Nørregade - bakkede op, ofte med det resultat, at de ringede når de stod og skulle bruge en bassist til en Europaturné. Vi nævner i flæng: Johnny Griffin, Dexter Gordon, Stan Getz, Wayne Shorter, Gary Burton, Kenny Drew, Duke Jordan. Listen
er meget lang.
Men hvis Vinding i mange år var at ligne med den højt kvalificerede vandbærer - skønt hvor tit har man ikke oplevet, at det var hans nærværende og engagerede spil der tændte hovedsolisten - må man sige, at han i de senere år for alvor har foldet sig selv ud. Dels som et helt ligeberettiget medlem af Thomas Clausens trio, dels med fod under egen trio, hvor klaverbænken har været besat med så notable folk som italienske Enrico Pieranunzi og amerikanske Roger Kellaway.
At man også udenfor kollegers kreds sætter pris på Vinding fremgår bl.a.
af, at cd'en med Pieranunzi blev valgt til den bedste danske jazzudgivelse i 1997. Desuden modtog han i 1982 Ben Webster-prisen og i 1997 Palæ Bars jazzpris. Det er i høj grad bassisterne der har gjort Danmark synligt på jazzens verdenskort. Vinding har sin store andel heri. Thorbjørn Sjøgren



Z3808574
50 år: Mads Vinding
Jyllands-Posten 6 december 1998, 1 . sektion side 8
Af Per Calum

50 år 7.12.98

Jazzen står bassisten Mads Vinding nærmest, men han spiller også med på dansktop indspilninger.

Af PER CALUM

De gode gamle eventyr begynder ofte med vendingen: der var engang.
Historien om Mads Vinding er også en slags eventyr, og selv om det er et eventyr af nyere dato, kan vendingen stadig bruges. Så lyder den sådan: Der var engang en dreng, der begyndte at spille bas. Han voksede op og blev en fremragende musiker, men han var så beskeden, for ikke at sige ydmyg, at ingen rigtig kendte manden bag bassen. Undtagen altså alle kollegerne, der naturligvis vidste, at Mads Vinding havde talent til at være blandt de største på bassen.
Sådan er det heldigvis stadig, og Mads Vinding har sin optræden på sådan ca. 500 pladeindspilninger (mindst!) til at bekræfte talentets vækst og størrelse. Og han har yderligere et utal af danske musikere og udenlandske gæstespillere til at bekræfte det. Blandt de kendteste navne er tenorsaxofonisterne Johnny Griffin, Dexter Gordon, Stan Getz og Ben Webster, pianisten Duke Jordan, trompetisterne Howard McGhee og Dizzy Gillespie. Alle ved de, at Mads Vinding befinder sig i superklassen sammen med bl. a. den to år ældre Niels-Henning Ørsted Pedersen, og som denne kan Mads Vinding både lægge en solid rytmisk bund og tage en gribende solo.

En lang karrire
Men trods en lang karriere - Mads Vinding lærte sig at spille bas som 11-årig og begyndte at spille professionelt som 16-årig - har han længe holdt sig tilbage for at stille sig i spidsen for egen gruppe.
Og bortset fra, at han i 1974 i, hvad han måske i dag vil kalde ungdommeligt overmod, lod sit eget navn stå øverst, da han udsendte sin første LP, så skulle der siden gå yderligere 23 år, før Mads Vinding stillede sig i spidsen for en trio, der indspillede CD'en ''The Kingdom''. Den blev til gengæld kåret som Årets Danske Jazzplade 1997.
Tidligere på året modtog Mads Vinding Palæ Bars Jazzpris, og så tidligt som 1982 blev han, sammen med instrumentkollegaen Jesper Lundgaard, tildelt Ben Webster-prisen.
For nylig har Mads Vinding netop udsendt sin kun tredje plade under eget navn, denne gang med pianisten Roger Kellaway som tredjemand til makkerparret Mads Vinding-Alex Riel. Om dette med at sætte sig i spidsen har han udtalt, at det er noget, han er veget tilbage for, "fordi der skal sådan et stort apparat i sving med produktion, markedsføring og opfølgning."
Meget efterspurgt
Der kan også være meget rejseri forbundet med at være musiker i topklasse, og Mads Vinding mærker det ofte, for han er blandt landets mest efterspurgte musikere på instrumentet, en cadeau både til hans instrumentale færdigheder og hans menneskelige egenskaber, for hvem gider rejse rundt med et dumt svin? Blandt hans mange gøremål har det ved flere lejligheder været at give skolekoncerter for børn i de lidt mindre klasser. Men også uden for Danmarks grænser kaldes der på Mads Vinding, men med en hustru ansat i SAS er der en vis forståelse for at gemalen flyver og farer af sted.
Ligeledes er der bud efter Mads Vinding til pladeindspilninger, og det er ikke altid jazzmusik, der kræver hans nærvær. Også på adskillige af dansktoppens skiver har han lejlighedsvis gjort sig gældende. Men det er ikke noget, der råbes højt om. Ikke at Mads Vinding skammer sig over et job vel udført, men det er og bliver jazzen, der har hans hjerte, også selv om han lejlighedsvis godt kan lide at optræde sammen med violinisten Kim Sjögren, der nok kan være folkelig i ordets bedste forstand, men dansktopmusiker bliver han næppe.

Mads Vinding, bassist,
Bøgevej 8, Værløse



Z3805984
Pladeanm.: Mads Vinding Trio: Daddio Don
(Musik der fænger )
Jyllands-Posten 7 december 1998, 1 . sektion side 14
Af Per Calum
Ny CD

Af PER CALUM

Mads Vinding Trio: DADDIO DON
57 minutter
Stunt Records

ééééé 5 STJERNER


Mads Vindings nye trio-CD er fyldt med rytmisk og melodisk raffineret musik, der både fænger umiddelbart og siden indbyder til eftertanke.
Som på sidste års CD har Mads Vinding også til denne CD inviteret en fin pianist til at deltage, denne gang amerikaneren Roger Kellaway, der har formået at bruge talentet i mange forskellige retninger, fra Bobby Darin over Joni Mitchell til Jimmy Knepper og nu altså Mads Vinding, uden nogen sinde at lyde ligegyldig.
Og det gode selskab her - Mads Vinding sammen med den også altid fremragende Alex Riel på trommer - får Kellaway til at yde sit ypperste.
Efter tre gennemspilninger af CD'en, begynder den at lyde næsten som et mesterværk, ligesom sidste års med rette højt roste ''The Kingdom'', Mads Vindings foregående CD som trioleder.
Det skyldes ikke mindst, at Mads Vinding er i topform og helt har fundet en stil, hvori han formår at forene det solistiske med akkompagnatørens rolle.
Formidabelt!


Z3774285
Pladeanm: Mads Vinding Trio og Thybo-Stief-Gruvstedt
(Klavertrioer )
Information 17 november 1998, 1 . sektion side 8
Af Erik Wiedemann
Mads Vinding Trio: Daddio Don. Stunt STUCD 19813.
Thybo-Stief-Gruvstedt: Trio Music. Stunt STUCD 19810.

Af Erik Wiedemann
Siden Thomas Clausens trio opløstes, har Mads Vinding og Alex Riel holdt sammen og under Vindings ledelse entreret med skiftende pianister om pladeprojekter. En brillant succes var samarbejdet med italieneren Enrico Pieranunzi (The Kingdom), mens alliancen med amerikaneren Roger Kellaway ikke bliver så meget mere end netop brillant. Så hvorfor ikke forsøge med svenskerne Lars Jansson eller Bobo Stenson? Eller vores egen Carsten Dahl? Pianisten Niels Thybo har tidligere indspillet med sine faste folk, Bo Stief og Lennart Gruvstedt (Unexpected, 1992), men trioen kommer nu igen
med et selvstændigt og gennemarbejdet udspil, baseret på kompositioner af Thybo og Stief. Ikke så strømliniet som Vindings musik, men mere sammensat og ambitiøs.




Z3754325
Runde år i december 1998
Polinfo 18 november 1998
Af Gerd Salmark
TIRSDAG 01.

K. Elboth, vicedirektør (Den Danske Bank indtil 83), Frederiksberg, fylder 80, (Blå Bog)


Erik Frydlund, civilingeniør (A. Classen-Smidth Import A/S indtil 84), Vedbæk, fylder 80, (Blå Bog)


Arne Kielberg, advokat, Odense M, fylder 70, (Blå Bog)
Kai Holm, formand, ingeniør (DIF), Viborg, fylder 60,

Thomas Borup Svendsen, statsskovrider, Lemvig, fylder 40, (Blå Bog)

ONSDAG 02.

Olaf Skouby, fhv. rektor (Slagelse Gymnasium indtil 77), cand.mag., Slagelse, fylder 90, (Blå Bog)


Ove Guldberg, fhv. udenrigsminister, cand.polyt., cand.jur., Marbella, Spanien, fylder 80, (Blå Bog)


C. A. Nielsen, tolddirektør (Told og skat), Lyngby, fylder 75, (Blå Bog)
Bjørn Bursel, billedkunstner, Hvidovre, fylder 60,

Karen Højte Jensen, folketingsmedlem, lærer, Hvalsø, fylder 60, (Blå Bog)

TORSDAG 03.

Henning F.D. Olsen, direktør, Roskilde, fylder 60, (Blå Bog)


FREDAG 04.

Demmus Hentze, landsstyremand, landsretssagfører, Tórshavn, Færøerne, fylder 75,

Birgit Nyemann Busk, journalist, Århus, fylder 70,
Karen Lunde Christensen, stadsbibliotekar, Lyngby, fylder 60,

Preben Bager, administrerende direktør (HTH Køkkener), Silkeborg, fylder 50, (Greens)


Kirsten Cornelius, rektor (Falkonergårdens Gymnasium og HF-kurser), cand.mag., Klampenborg, fylder 50, (Blå Bog)

Dorthea Herman, skuespiller, København K, fylder 50,
Morten Larsen, journalist, Kastrup, fylder 50,


LØRDAG 05.

William Zøllner Jensen, museumsforvalter (Ny Carlsberg Glyptotek), København S, fylder 60,



SØNDAG 06.

Reimer Jensen, professor (Danmarks Lærerhøjskole indtil 88), cand.psych., Brønshøj, fylder 80, (Blå Bog)


Eva Esmann, forfatter, København K, fylder 75,
John Godtfredsen, overlæge (Københavns Amts Sygehus i Herlev), dr.med., København Ø, fylder 60, (Blå Bog)


Jørgen Blangsted Reimers, ambassadør, Rabat, Marokko, fylder 60, (Blå Bog)
Mogens Worsøe Pejtersen, kommunaldirektør (Skovbo), Køge, fylder 50, (Greens)



MANDAG 07.

Poul Fogh-Andersen, fhv. overkirurg (Statens Institut for Talelidende indtil 84), dr.med., Frederiksberg, fylder 85, (Blå Bog)

Carl Emil Hansen, fhv. borgmester (Nakskov indtil 85), redaktør, Nakskov, fylder 85, (Blå Bog)

Viggo Schrader, direktør (Pakko-Tryk indtil 76), Solothurn, Schweiz, fylder 85, (Blå Bog)

Mogens Milfeldt, speciallæge, dr. med., København Ø, fylder 80,
Hans Damsholt, skattedirektør, cand.jur., Frederiksberg, fylder 75,

Eva Graungård, læge, Frederiksberg C, fylder 70,
Kai Grunnet, overlæge, speciallæge, dr.med., Hellerup, fylder 60,

Mads Vinding, jazzmusiker, Værløse, fylder 50,

TIRSDAG 08.

Claus Kähler, direktør (Rockwoll International A/S indtil 86), civilingeniør, Virum, fylder 80, (Blå Bog)

Margarethe Jordt, fhv. overlæge, Sønderborg, fylder 75,
Børge Alrø, afdelingsleder, ingeniør, Århus C, fylder 70,

Cleo, sanger, fylder 70,

Else Sandvad, journalist, forfatter, oversætter, Troon, Skotland, fylder 70,



ONSDAG 09.

Victor Wenzell, advokat (Danmarks Rederiforening indtil 72), Charlottenlund, fylder 85, (Blå Bog)


Ann Mari Kornerup, textilkunstner, Charlottenlund, fylder 80, (Blå Bog)
Herman Maaløe, direktør (Dansk-Norsk Kvælstoffabrik A/S indtil 84), civilingeniør, Nimtofte, fylder 80, (Blå Bog)

Christen Hviid, direktør (Danske Andelsslagteriers Konservesfabrik, Roskilde indtil 91), cand.oecon., Roskilde, fylder 70, (Blå Bog)

Jesper Drejet, direktør, San Francisco, USA, fylder 50, (Blå Bog)
Jørn Enggaard, afdelingsleder (Miljø- og levnedsmiddelkontrollen, Østjylland), kemiingeniør, Århus C, fylder 50, (Blå Bog)

Henrik Enghoff, professor (Københavns Universitet), dr.scient., Hellerup, fylder 50, (Blå Bog)


TORSDAG 10.

Preben Lose Hee, fhv. afdelingsingeniør (DSB), Gentofte, fylder 85,

Poul Kølle-Jørgensen, overkirurg (Randers Centralsygehus indtil 89), dr.med., Randers, fylder 75, (Blå Bog)

Jens Maigård, fhv. folketingsmedlem, konsulent, København S, fylder 60,
Birte Byskov Holm, regionschef (Told- og Skat), cand.jur., Vedbæk, fylder 50, (Blå Bog)



FREDAG 11.

Henry Christensen, oberst, Sindal, fylder 85, (Blå Bog)

Erling Bjøl, professor, dr.scient.pol., St.-Germain-en-Laye, Frankrig, fylder 80, (Blå Bog)

Iver Møller, fhv. politimester (Gråsten indtil 88), Aabenraa, fylder 80, (Blå Bog)


Ida Naur, arkitekt, fhv. kommunalpolitiker, Gentofte, fylder 75,
Keld Ditlev Pedersen, direktør (Superfos a/s indtil 85), Palma de Mallorca, Spanien, fylder 60, (Blå Bog)


Sonja Oppenhagen, skuespiller, balletdanser, Charlottenlund, fylder 50,

LØRDAG 12.

Sven-Olaf Poulsen, professor emeritus (Handelshøjskolen i Århus indtil 93), cand.mag., Højbjerg, fylder 75, (Blå Bog)

Erik Flagstad Rasmussen, arkitekt, Esbjerg, fylder 75,
Hans Ebak, fhv. rektor (Akademisk Studenterkursus indtil 96), mag.scient., Holte, fylder 70, (Blå Bog)



SØNDAG 13.

Ole Brinck-Lund, kontreadmiral, Farsø, fylder 80, (Blå Bog)

Erik Axel Nordqvist, landsretssagfører, Roskilde, fylder 75, (Blå Bog)
Henning Christensen, kriminaldommer (Viborg Ret), Viborg, fylder 70, (Blå Bog)



MANDAG 14.

Anna Tuxen Ladegaard, forfatter, Malaga, Spanien, fylder 85, (Blå Bog)

Bent Jørgensen, direktør, generalkonsul, Skodsborg, fylder 80, (Blå Bog)
Merete Reeler, speciallæge, Hellerup, fylder 75,

Finn Holten Hansen, fhv. programmedarbejder (Danmarks Radio indtil 94), cand.mag., København N, fylder 70,

Peter Thorup, musiker, København, fylder 50,


TIRSDAG 15.

Ejvind Oxe, fhv. personaledirektør (Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger indtil 90), cand.merc., Roskilde, fylder 70, (Blå Bog)


ONSDAG 16.

Aage Worm, fhv. fængselsinspektør (Københavns Fængsler indtil 72), Charlottenlund, fylder 90, (Blå Bog)


Ove Rud, skoledirektør, skuespiller, arkitekt, København S, fylder 75,
Otto Petersen, billedkunstner, Odense NØ, fylder 60,

Jørgen Fischer Nilsson, professor (Danmarks Tekniske Universitet), lic.techn., Frederiksberg C, fylder 50, (Blå Bog)

Steen Rønlev, direktør, cand.merc., Frederiksberg, fylder 50, (Blå Bog)

TORSDAG 17.

Johan Fjord Jensen, professor emeritus (Aarhus Universitet), mag.art., Skødstrup, fylder 70, (Blå Bog)


Viggo Gjødesen Mikkelsen, direktør (Mikkelsen & Bredgaard ApS), Skagen, fylder 60, (Blå Bog)


FREDAG 18.

Steen Gregers, direktør (Nordisk Film Distribution), Allerød, fylder 75,

Klavs Secher Assens, direktør (Finanssektorens Uddannelsescenter), cand.jur., Skanderborg, fylder 50, (Blå Bog)


LØRDAG 19.

Max E. Nielsen, direktør (B & W Diesel A/S indtil 88), civilingeniør, Holte, fylder 75, (Blå Bog)


Svend Carsten Volden, oberstløjtnant, Slagelse, fylder 60,

SØNDAG 20.

Axel Chr. Pontoppidan, godsejer (Constantinsborg), Viby J., fylder 100,

K. Bøtefyhr, landsretssagfører, Frederiksberg C, fylder 80, (Blå Bog)
Aksel Hansen, administrerende direktør (Fiskefabrikken Barcalao), Tórshavn, Færøerne, fylder 75, (Blå Bog)


Preben Wegge-Olsen, direktør (Dansk landbrugs Realkreditfond indtil 89), cand.jur., Frederiksberg, fylder 75, (Blå Bog)

Niels Laurits Fredenslund, oberst, Værløse, fylder 60, (Blå Bog)

MANDAG 21.

Niels Kelstrup, fhv. lektor, cand.mag., Hørsholm, fylder 95,

Keld Pedersen, sløjdinspektør (Dansk Sløjdlærerskole indtil 66), Nærum, fylder 85, (Blå Bog)

Ib Højlyng, direktør, Farum, fylder 75,

Jens Munk Andersen, direktør (Statoil A/S indtil 90), cand.oecon., Charlottenlund, fylder 70, (Blå Bog)


Anne Marie Harrison, kunsthåndværker, Holbæk, fylder 70, (Blå Bog)

TIRSDAG 22.

E. C. L. Løfting, afdelingsleder, skovrider, Vejle, fylder 95,

Aage Andersen, fhv. forbundsformand (Dansk Postforbund indtil 88), Glostrup, fylder 75, (Blå Bog)


Erik Sabroe, redaktør (Berlingske Tidende indtil 90), Bagsværd, fylder 75,
Ib Hansen, kgl. kammersanger, Frederiksværk, fylder 70, (Blå Bog)

Lisbet Balslev Jørgensen, fhv. forskningsbibliotekar (Kunstakademiets Samling af Arkitekturtegninger indtil 96), Hornbæk, fylder 70, (Blå Bog)

Troels Engberg-Pedersen, universitetslektor (Københavns Universitet), dr.phil., Roskilde, fylder 50, (Blå Bog)

Lene Witte, afdelingschef (Kulturministeriet), cand. jur., Virum, fylder 50,



ONSDAG 23.

Ruth Dragheim, tandlæge, Skive, fylder 85,


Eiler Holck, lensbaron, kammerherre, hofjægermester, Nyborg, fylder 85, (Blå Bog)


Lis Orrild, overlæge (Forsorgscentret for Nordjyllands Amt indtil 79), Nørresundby, fylder 75, (Blå Bog)


Ulrik Rosing, programsekretær (Grønlands Radio indtil 80), Nuuk, Grønland, fylder 70,

John Mortensen, møbelarkitekt, Allerød, fylder 60,

TORSDAG 24.

Poul Erik Graversen, kommunaldirektør (Hjørring), Hjørring, fylder 50, (Greens)



FREDAG 25.

Jørn Finnich, direktør (Dansk Radio A/S og Terma Elektronik A/S indtil 84), civilingeniør, Vedbæk, fylder 80, (Blå Bog)

Jørgen Balslev Jørgensen, overkirurg (Skt. Elisabeths Hospital indtil 92), dr.med., Holte, fylder 75, (Blå Bog)

Tove Lindbo Larsen, fhv. kirkeminister, fhv. minister for Grønland, ernærings- og husholdningsøkonom, fhv. folketingsmedlem, Valby, fylder 70, (Blå Bog)


Helena Christensen, model, fylder 30,


LØRDAG 26.

Erling Pedersen, fhv. vicedirektør (Københavns Skolevæsen), cand.polit., Søborg, fylder 85,


Svend Eriksen, kunsthistoriker, mag.art., Frederiksberg, fylder 75, (Blå Bog)


Mogens Mygind Sørensen, kommunaldirektør (Holeby), Holeby, fylder 50, (Greens)



SØNDAG 27.

Thorkild Behrens, forfatter, lektor, journalist (Jyllands-Posten indtil 91), Risskov, fylder 75,


Niels Kjeld Nørgaard, oberst, Haderslev, fylder 75, (Blå Bog)
Niels Bjerre, ingeniør (Københavns Havnevæsen), Skodsborg, fylder 70,

Jørgen Viggo Hjelme, statsseismolog, Charlottenlund, fylder 70,
Jesper Falsig Pedersen, fhv. rektor (Brønderslev Gymnasium indtil 92), cand.mag., Brønderslev, fylder 70, (Blå Bog)

Bjarne Kaulberg, kursusleder (Danidas Kursuscenter), Hornbæk, fylder 60,
Børge Obel, professor (Odense Universitet), dr.oecon., Odense M, fylder 50, (Blå Bog)


Morten Stig Christensen, sportschef (TV2), fylder 40,

MANDAG 28.

Finn Jensen, fhv. overlæge, Charlottenlund, fylder 80,


TIRSDAG 29.

Poul Bastrup-Madsen, professor (Aarhus Universitet indtil 88), overlæge, (Århus Kommunehospital indtil 88), dr.med., Højbjerg, fylder 80, (Blå Bog)

K. H. Bornæs, direktør, København K, fylder 80,
Iver Wesenberg Kjær, direktør (Det danske Sprog- og Litteraturselskab), cand.mag., Birkerød, fylder 60, (Blå Bog)

Charlotte Constance Fabritius de Tengnagel, socialrådgiver (Blå Kors), København K, fylder 50,



ONSDAG 30.

Kurt H. Fremming, overlæge (Skt. Hans Hospital indtil 76), dr.med., Valby, fylder 90, (Blå Bog)

Erik Damm, fhv. sognepræst, Frederiksberg C, fylder 85, (Teologisk Stat)
Paul Bro Krogen, generalmajor, Hørsholm, fylder 70, (Blå Bog)

Jørn Vibe Andreasen, administrerende direktør (Byggecentrum), cand.jur., Hørsholm, fylder 50, (Greens)


Jakob Møberg, koncerndirektør (Superbyg A/S), Fredericia, fylder 50,
Morten Søndergaard, professor (Københavns Universitet), lic.scient., Roskilde, fylder 50, (Blå Bog)


Lars Yde, kommunaldirektør (Spøttrup), Spøttrup, fylder 50, (Greens)
Tina Kiberg, operasanger, Hørsholm, fylder 40, (Blå Bog)


TORSDAG 31.

Arne Jørgensen, fhv. højskoleforstander (Brandbjerg Højskole indtil 75), cand.polit., Kolding, fylder 85, (Blå Bog)

Knud Timmermann, direktør, major, Holte, fylder 80,
Poul Erik Bæk, direktør, Ringkøbing, fylder 60, (Greens)



Z3713469
Pladeanm: Diverse jazzplader
(Sang med mere )
Politiken 12 november 1998, Kultur og debat side 3
Af Boris Rabinowitsch
Maria Quatro Bossa & Ars Nova: Maria (Stunt Records 19819). Spilletid 62:26.
Vienna Art Orchestra: American Rhapsody (RCA Victor/BMG 63227-2). Spilletid 59:O8.
Joshua Redman: Timeless Tales (Warner Bros. 47O52-2). Spilletid 63:33.
Mads Vinding Trio: Daddio Don (Stunt Records 19813). Spilletid 57:O6.

Af Boris Rabinowitsch
Det er ikke ved sin stemmes klanglige fylde, men ved sin musikalitet og sit foredrags intimitet, Maria Hiort Petersen udmærker sig. Derfor skulle man ikke tro, at den sangerinde, man hører i Manha kun ledsaget af Bo Stiefs bas, er den samme som i cdens øvrige numre. Måske er der pyntet lidt på førstnævnte, men her fornemmer man i hvert fald den timbre, der giver hendes røst nærvær. I et andet duonummer, Olha Tom, fremtræder Ben Besiakovs piano alt for dominerende i forhold til sangen, men helt galt går det i de numre, hvor koret Ars Nova medvirker.
Der kan formentlig siges meget godt om dette ensemble, men netop i kraft af stemmernes klassiske velskolethed - og mangel på umiddelbar charme - danner det en skærende kontrast til Maria Hiort Petersen, som ingen af parterne kan være tjent med - hør bare, hvordan musikken fuldstændigt ændrer karakter i P'ra Voces, i samme øjeblik koret sætter ud. Det er synd for et uhyre ambitiøst, men desværre fejlslagent projekt, der kunne have fortjent en bedre skæbne. For faktisk er det en lang række dejlige melodier, som Maria Hiort Petersen selv har komponeret. Og de glimt, man får af saxofonisten Christina von Bülow og guitaristen Mikkel Nordsø, er man ligeledes taknemmelig for.

Minsandten om han ikke har gjort det igen. Efter cd'en The Kingdom, som bassisten Mads Vinding indspillede sammen med den italienske pianist Enrico Pieranunzi og trommeslageren Alex Riel, følger nu den lige så glimrende Daddio Don, hvor det er den amerikanske pianist Roger Kellaway, der gør de danske musikere selskab. Et samarbejde, der udvikler sig mere legelystent i kraft af Kellaways uberegnelige og friere blomstrende spil, men slet ikke udelukker, at musikken kan være af dyb inderlighed. Det første er tilfældet i bl.a. en overrumplende, fabelagtigt medrivende udgave af Irving Berlins How Deep Is The Ocean, det andet i fornemt beherskede versioner af Bill
Evans' Blue In Green, Thad Jones' A Child Is Born og Michel Legrands You Must Believe In Spring.

De to længste numre på Vienna Art Orchestras seneste cd, American Rhapsody, en hyldest til George Gershwin, er Rhapsody in Blue og den mindre spændende Concerto in F i Mathias Rüeggs flot klingende bearbejdelser og med hhv.
guitaristen Wolfgang Muthspiel og vibrafonisten Franck Tortiller til at varetage klaverstemmen. Hørt med jazzøren er det dog cd'ens øvrige syv indslag, der giver størst udbytte. Tenorsaxofonisten Joe Lovano er solist i But Not For Me, i de seks andre hører man Dee Dee Bridgewater, T.S. Monk, Anna Lauvergnac, Ray Anderson, Monica Zetterlund og Shirley Horn som vokalister. Meningen var, at Rüegg skulle have leveret arrangementer til dem alle, men da han fik tilsendt Shirley Horns fortolkning af Someone To Watch Over Me, kun ledsaget af bas og trommer, var hans kommentar: »Den er urørlig«. Også de øvrige numre er dog fremragende. Selv Monica Zetterlunds udgave af Soon, til trods for at hun synger pivfalsk. Men hvor det på NHØPs
sidste cd er tragisk at opleve en kunstner i forfald, så lykkes det i Rüeggs smukke indramning at forvandle Zetterlunds skrøbelige foredrag til et bevægende udsagn.

Mens pianisten Brad Mehldaus spil på hans nye trio-cd Songs (anmeldt 1.
oktober) ikke er fri for at virke manieret, så kommer det anderledes tiltalende til udtryk på cd'en Timeless Tales, hvor han sammen med bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Brian Blade ledsager saxofonisten Joshua Redman i en række melodier, som denne betegner som tidløse. Fra Gershwins Summertime over bl.a. Stevie Wonders Visions og Jerome Kerns Yesterdays til Princes How Come U Don't Call Me Anymore. Sidstnævnte er vel næppe mere end en bluesfrase, som også Redman får kogt lidt suppe på. Men hvis man husker hans demonstrativt effektjagende spil ved hans besøg her i landet for to år siden, så må det glæde, at han ikke længere synes så forhippet på at gøre indtryk for enhver pris. I stedet har han fundet tilbage til et spil, der
udmærker sig ved intelligens og overblik. Og som på fortræffelig vis bakkes op af hans tre medaktører.




Z3697451
Pladeanm: Mads Vinding Trio: Daddio Don
(Skrappe folk )
Ekstra Bladet 31 oktober 1998, Lørdag side 13
Af Peter Nørgaard
Mads Vinding Trio, Daddio Don (Stunt Records)

Noget af det mest homogene triospil, der i nyere tid er produceret i dannevang på jazzsiden.
Den snart 50-årige bassist Mads Vinding, trommelegenden Alex Riel på 58 og den 59-årige amerikanske pianist Roger Kellaway.
De cykler, sejler, swinger og høvler derudad med så meget drive, så det næsten er irriterende godt.
Det er hypermoderne, det er gammeldags, det er standards i en herlig stor forvirring, der alligevel hænger sammen som ærtehalm.
Alle tre er lige gode om det fremragende resultat.
Men ...
Ham Kellaway! Han er noget af det mest elegante, der længe hørt. En tekniker af format er han.
Men han blærer sig ikke med den sædvanlige jazzattitude: hør, hvor hurtigt jeg kan fyre lortet af.
Sjælen er med hvert eneste sekund.
pn



Z3686121
Pladeanm: Trine-Lise Væring: In So Many Words
(Så mange ord )
Information 20 oktober 1998, 1 . sektion side 6
Af Erik Wiedemann
Trine-Lise Væring: In So Many Words. Stunt STUCD 19807
Af Erik Wiedemann
Sangerinden Trine-Lise Væring anvender i tre af ti numre på sin plade en strygekvartet (med en violin og to bratscher) som en organisk udvidelse af det jazzbestemte akkompagnement, der i ét stykke også omfatter en messingblæserkvartet. Men ellers er det hendes mageløse jazztrio med Bobo Stenson, Mads Vinding og Alex Riel, der især gør pladen til noget ganske særligt. I ét stykke høres Kenneth Knudsen med udsøgt synthesizer-spil bag Værings blanding af vise- og kunstsang.




Z3678988
Portræt / interview: Oliver Antunes
(Jazz: Tangentvirtuos )
Politiken 30 oktober 1998, Film side 4
Af Birger Thøgersen
Af Birger Thøgersen

Den 25-årige jazzpianist Olivier Antunes har vundet respekt blandt de tunge drenge i jazz-miljøet.
Når jeg sidder ved klaveret, føler jeg mig tryg, og lige nu vil jeg bare ud at spille så meget som muligt. Jeg er ikke nervøs, men elsker at tage chancer, for uanset, hvad der sker, skal jeg nok redde den hjem.
Olivier Antunes er 25 år og havde man spurgt ham for et år siden, havde melodien sikkert været den samme, men uden bund i forestillinger om, at han så hurtigt ville nå derhen, hvor han befinder sig i dag, nemlig på vej ud i rollen som supertalent for at indtage en fast plads på klaverbænken på den danske jazzscene.
- Han imponerer voldsomt. Han kan spille en helvedes bunke klaver og går i folk på sin egen facon. Som en Fats Waller gjorde det på sin - og så spiller han i øvrigt lige så godt.
- Han får folk til at lytte og kan aflevere nogle ret avancerede ting, uden at de reagerer negativt. Han er fandenivoldsk, og det er forbløffende, hvad han slipper af sted med. Han leger med instrumentet og formår at blande nyt og gammelt. Der er gods i ham.
De smukke ord kommer fra saxofonisten Jesper Thilo, der tidligere i år fandt anledning til at fejre sit 40-års jubilæum som musiker. Unge Olivier Antunes mødte han første gang for nogle år siden, da han turnerede i Sønderjylland.
Nu har de på Thilos initiativ været i studiet sammen for at indspille en duo-cd for Music Mecca. Og på vej er tillige en cd fra Storyville med Olivier Antunes på klaver, Mads Vinding på bas, Billy Hart på trommer og Marc Bernstein på saxofon.
Holder vi os til den allernærmeste fremtid, er Olivier Antunes i morgen sammen med Mads Vinding og trommeslageren Alex Riel med til at føre La Fontaine frem i dagslyset. Det sker, når spillestedet, der er berømmet for at trække nattegængere til sene jamsessions, udvider repertoiret med musik lørdag eftermiddag.

FØDT I PARIS
Lad os tage navnet: Olivier hedder han, fordi han er født i Paris.
Efternavnet har han fra sin far, der var flygtning fra diktaturet i Portugal. Og et mellemnavn - det er Maroti - stammer fra moren, der er halvt dansk, halvt ungarsk.
Og så kan han bortset fra det betragtes som noget nær pæredansk, da han allerede som spæd valgte at flytte med familien til Als.
Sønderjylland forlod han for alvor først - bortset fra et års afstikker til New York - da han i sommer flyttede til København for bl.a. at passe en række job under Copenhagen Jazz Festival.
- Jeg begyndte tidligt at spille klaver, men det blev mest til rock og blues, indtil jeg en dag - da gik jeg i ottende klasse - fandt Oscar Petersons cd Night Train på tilbud i Sønderborg. Da var jeg solgt. Det var han i en sådan grad, at han stillede med fire Oscar Peterson-arrangementer, han selv havde lyttet sig frem til, da han endelig i 1993 efter overstået studentereksamen og et års sabbat besluttede at gå til optagelsesprøve på den rytmiske afdeling på Musikkonservatoriet i Esbjerg. Det blev der talt en del om, for synderligt originalt var det jo ikke. Til gengæld var talentet umuligt at overse, og ind kom han.
Her hed lærerne Butch Lacy og Carsten Dahl, men de var trods alle kvaliteter ikke i stand til at forhindre, at en ung mand går død i en by, hvor der i øvrigt 'ikke sker en skid.' Så Esbjerg blev erstattet med New York, hvor Olivier Antunes med et stipendiat i bagagen blev indskrevet på New School og her fik undervisning af flere af jazzens store pianister.
- Jeg gik en aften ned og lyttede til Mulgrew Miller på et af de små steder i fire timer. Det var noget af det fedeste, så jeg henvendte mig til ham, og det endte med, at jeg fik seks timers undervisning for 50 dollar.
Jeg fodrede ham med spørgsmål, og han var noget af det sødeste.
- Jeg havde betalt 30.000 kroner for et semester og ville have noget for pengene, så da Kenny Werner gav en masterclass på skolen og efterlyste en frivillig, meldte jeg mig. Da jeg havde spillet i 30 sekunder, kunne han høre, hvad jeg kunne, og hvad jeg manglede.
Han er nok den største pædagog, jeg har mødt. Han beskæftiger sig meget med øveteknikker, han kan bede dig slå blot nogle enkelte toner an, ja bare en enkelt.
Olivier Antunes er mere end fortrøstningsfuld: - Jeg har, siden jeg flyttede til København, haft masser at lave og kan leve af at spille.
Når jeg er ude med de ældre musikere, fungerer det til dels på deres præmisser, og det er skøn musik, men egentlig spiller jeg, som jeg selv vil. Efter fem år fordelt på Esbjerg og New York er Olivier Antunes i gang med den afsluttende diplomuddannelse hos pianisten Horace Parlan på Rytmisk Musikkonservatorium.




Z3395396
50 år: Lecia Jønsson
Jyllands-Posten 18 september 1998, 1 . sektion side 6

Lecia Jønsson,50 år, 18-9-98,
sanger, Vildtbanestien 14, Ishøj Strand. Sangeren og komponisten Lecia Jønsson (Sundstrøm) er kendt som popsanger, men de senere år har hun også spillet på mange andre strenge. For tiden er hun i gang med et koncept til børneunderholdning og med musik til en ballet. Hun har desuden komponeret musik, sammen med Mads Vinding, til Ellen Heibergs digte på CD'en "Våde spor i sand" der blev udsendt i efteråret 1995.
Karrieren begyndte med en amatør-konkurrence på Damhuskroen i Rødovre i 1961. Her blev der lagt mærke til Lecia og søsteren Lucienne. Otto Brandenburg skrev deres første sang "Wishing to kiss you", og det førte til søstrenes indtog på Dansktoppen med bl.a. en af vor tids største landeplager, "Rør ved mig". Senere blev Lecia Jønsson den kvindelige part i duoen Laban, hvor hun sammen med Ivan Pedersen fik en overvældende succes med populære landeplager som "Hvor ska' vi sove i nat?", inden duoen stoppede samarbejdet i 1988. For fjorten dage siden udkom CD'en "Lecia. Det er en hemmelighed" med mange af hendes gamle sange.


Z3372773
Pladeanm: Kynne - Ingvordsen/Lill Rastad
(Danske debutanter )
Politiken 10 september 1998, Kultur og Debat side 2
Af Thorbjørn Sjøgren
Kynne - Ingvordsen: Herfra Min Verden Går (Storyville STCD 4226), 45:38 min.
Lill Rastad: Sove i Arm Med Natten (LR-CD 9810), 47:23 min. Distr. Mis label .

Af Thorbjørn Sjøgren
Det er naturligvis ikke afgørende for oplevelsen af en plade, hvilken genreetiket man kan (eller ikke kan) sætte på den. Men når den fremsendes til jazzanmelderen, og tilmed bassisten Mads Vinding og trommeslagerne Alex Riel og Anders Mogensen har fremtrædende roller i akkompagnementet, må man vel gå ud fra, at sangerinden Maria Kynne og pianisten Maiken Ingvordsen betragter deres debut som en jazz-cd. Men uanset hvor megen spændstighed især Riel og Mogensen prøver at tilføre musikken, må jeg indrømme, at de noget udistinkte melodier i mine ører
trækker mere i retning af dansk poprock anno dazumal, om end af den lidt mere sofistikerede slags, og at teksterne (også overvejende af de to kapelmestre og hele vejen igennem på dansk) rummer et arsenal af tåkrummende banaliteter, som tager mere end toppen af det tilløb til et mere ligefremt jazzudtryk, der trods alt er nogle steder. Overvejende er der lovlig meget Anne Linnet light over de tre kvarter, og når det i en af Maria Kynnes tekster hedder 'men jeg vil så gerne synge kærlighedssange hvor hjerte ikke rimer på smerte' bliver jeg nødt til at sige, at både den store amerikanske sangbog og adskillige yngre sangskrivere faktisk er særdeles leveringsdygtige.
Heller ikke den også debuterende (så vidt jeg da er orienteret) Lill Rastad er for så vidt nogen dårlig sangerinde med en lidt mørkere og fastere (og måske også lidt mere ekspressiv) stemme end Maria Kynnes, men også hos hende gælder det desværre, at materialet er så karakterløst, at det nærmer sig ørkenvandring: 'Det måtte ske, jeg vidste det, en morgen du blev en anden. Du sagde mut 'jah, det er slut, vi må prøve at komme til forstanden'.' Det burde ikke kunne lade sig gøre i 1998.
Guitaristen Johannes Bo Larsen og bassisten Thomas Fonnesbæk kan dog bestemt være deres indsatser bekendt, især den sidste er ved at få autoritet i spillet.




Z3198971
Anm.: Århus Internationale Jazz Festival
(Jazz på en rigtig god torsdag )
Jyllands-Posten 18 juli 1998, 1 . sektion side 13
Af PER CALUM
PER CALUM

Aarhus
Internationale
Jazz Festival

Store Torv: JAN KASPERSENS KVINTET MED FINN
ZIEGLER

Torsdag eftermiddag

Musikhusets foyer: ESBJ+ORN SVENSSON TRIO
Torsdag eftermiddag

Musikhusets foyer: VIKTORIA TOLSTOY
MED ESBJ+ORN
SVENSSONS TRIO
Torsdag eftermiddag

Musikhusets foyer: GARY BURTON
& THE ASTOR
PIAZZOLLA REUNION
Torsdag aften

Ridehuset: KL+UVERS BIG BAND
MED VERONICA
MORTENSEN
Torsdag aften

Først Jan Kaspersens uimodståelige kvintet, ved denne lejlighed med Finn Zieglers violin i stedet for Anders Bergcrantz' trompet.
Det gav en blidere gruppelyd, også fordi repertoiret naturligt nok var anderledes netop på grund af violinen.
Der var sågar kommet en Kai Normann Andersen-melodi på programmet, og der var et nummer med en titel så vidunderlig i sit ordspil på den gamle traver "Beautiful Brown Eyes", at kun Jan Kaspersen kan være ophavsmand til den. "Beautiful Sad Eyes" hed den.
Den lød kønt, og solisterne brillerede.
Så det svenske vidunderbarn Esbj+orn Svensson, et stortalent på flyglet. Under den københavnske jazzfestival optrådte han sammen med Mads Vinding og Alex Riel, denne gang havde han medbragt sine faste folk, bassisten Dan Berglund og trommeslageren Magnus +Ostr+om.
Af og til er der nok en snert af blær i Svenssons spil, lidt for meget se-hvor-dygtig-jeg-er, men i Thelonious Monks "Rhythm-a-ning" spillede trioen solidt op til kompositionens iboende rytmik.
Esbj+orn Svenssons afsluttende egenkomposition "Wild Circle" var en slags suite, sagde komponisten i anledning af stykkets vekslende tempi.
I det melodiske havde nummeret et slægtskab med svenske folkeviser.
Nancy Wilson
Esbj+orn Svenssons trio var også akkompagnatør for den kun 23-årige sangerinde Viktoria Tolstoy, der lød, som om hun først og fremmest havde lyttet til Nancy Wilson.
Altså stor stemme, frydefuldt smuk at lytte til, teknisk dygtig i sin beherskelse af den valgte stil - men dog med det minus, at hendes livserfaring endnu ikke havde indhentet det valgte repertoire. Der var i hvert fald ikke megen lidelse i "Suffering With the Blues", ligesom Cole Porters "Love for Sale" rummer en tragisk dybde, som Viktoria Tolstoy ikke (endnu?) evner at formidle.
Højdepunktet
Torsdagens højdepunkt var Gary Burton & The Astor Piazzolla Reunion.
Alle var klædt i sort, så man et øjeblik frygtede at være havnet i krigszonen mellem Men in Black og deres kamp mod The Scum of the Universe.
Men nej, Gary Burton er en seriøs mand, og min frygt dermed alt for frivolt tænkt.
Men spøg til side, dette drejede sig om et musikalsk minde for den store argentinske tangokomponist Astor Piazzolla, hvis musik den amerikanske vibrafonist Gary Burton med respekt og stort talent har kastet sig over i selskab med fem musikere, der siges at tilhøre eliten inden for tangomusikkens udøvere.
Ikke mindst violinisten Fernando Suarez-Pas imponerede mig med sin hjerteskærende tone, der af og til ledte tanken tilbage til mesteren Jascha Heifetz, i hvert fald når denne fandt sigøjneren i sig selv.
Også Hector Console, der evnede at fralokke bassen en ekstravagant mørk rytmisk brummelyd med buen, viste sig som en fremragende musiker, men i det hele taget var alle imponerende med en virtuositet, der aldrig skyggede for musikken.
Store følelser
Og det var musik, der rummede alle følelser, men især de store. Kun i det indledende nummer, som (vist nok) hed "Biyuya", savnede jeg lidt mere af det fejende flotte, det dansante, som er tango.
Skulle der måske have været et stort orkester der? Ellers var det medrivende og dramatisk musik, somme tider sensuel, somme tider romantisk i en grad, så det var lige før hjerte rimede på smerte. Men det var også musik, der ramte dybt ned i sjælen.
Der var storladent drama i "Soledad" (i dette nummer var violinisten især på toppen), og i det hele taget er det forståeligt, at Gary Burton vender sig mod tangoen, fordi den rummer en mængde indlysende kvaliteter, som meget af dagens musik har vendt ryggen.
Perfekt ende
Til slut et besøg i Ridehuset til et møde med den fremragende sangerinde Veronica Mortensen, der - i selskab med Kl+uvers Big Band - sluttede aftenen med Richard Rodgers og Oscar Hammersteins "My Favorite Things". Den perfekte ende på en stor dag for jazzen i mange afskygninger.
Forinden havde hun med bravour sunget sig gennem adskillige andre numre, bl. a. "How Do You Keep the Music Going" og det gamle Nat King Cole-nummer "Orage Colored Sky".


Z3172193
Koncertanm: Mads Vinding Trio, Copenhagen JazzHouse
(Trioens triumf )
Politiken 7 juli 1998, Kultur og debat side 4
Af Thorbjørn Sjøgren
Copenhagen JazzHouse: Mads Vinding Trio, søndag 5. juli.

Af Thorbjørn Sjøgren
Det burde forlængst være en internationalt fastslået sandhed, at Danmark kan et eller andet med bassister. Men lige så tydeligt fremstår det efterhånden, at vort østlige naboland på tilsvarende vis er veludrustet, hvad pianister angår. Jan Johansson og Bengt Hallberg er velkendte navne, senere er Per Henrik Wallin og Elise Einarsdotter kommet til, og i det seneste årti har navne som Jan Lundgren, Jakob Karlzon og Esbjörn Svensson fortsat denne række af begavelser.
Den sidstes spil har vi hørt ved flere tidligere besøg, men sammenspillet med Mads Vinding og Alex Riel (under førstnævntes lederskab, ligesom de fine trioer med to andre klaveroriginaler Enrico Pieranunzi og Roger Kellaway) var en førstegangsforeteelse. Og det blev i det store og hele en lysende aften, hvor Svensson ikke stod tilbage for sine langt mere erfarne kolleger. Lad så være at nogen af hans kompositioner trækker lovlig meget på beslægtede harmoniske vendinger og måske også forleder ham til at fortabe sig i (smukke, bevares) detaljer på bekostning af helheden.
Men når en kunstner kan spille i forvejen karakterfulde stykker som Thelonious Monks In Walked Bud og Ruby My Dear (den første med en tilbagelænet slentrende feeling, der gradvist trak sig sammen til et frisk, pulserende swing) og Thad Jones' vidunderlige ballade A Child Is Born med en fnuglet rytmisk fornemmelse, der alligevel næsten fysisk bandt os til stolen i sin konsekvens, ja, så må andre forbehold vige.
Og at både Vinding og Riel åbenlyst trives med udfordringer og oven i købet i sådanne situationer er i stand til at føre en humoristisk dimension ind i musikken gør jo ikke ligefrem tingene ringere. Basspil af både nænsomhed og råstyrke og trommeditto med en så udviklet sans for lynende agtpågivende med- såvel som modspil hører man ikke hver uge. Og triosammenspil på dette exceptionelle niveau slet ikke.




Z3058939
Pladeanm: Trine-Lise Væring: In So Many Words
(Spændende dame )
Ekstra Bladet 23 maj 1998, Lørdag side 13
Af Peter Nørgaard
Trine-Lise Væring, 'In So Many Words' (Sundance) Tre stjerner


Af Peter Nørgaard

I årevis har alle de kloge hoveder diskuteret om Trine-Lise Væring er jazzsanger eller ikke. Gu' er damen jazzsanger.
Hun følger bare ikke den slagne, stokkonservative vej, der for mange i jazzmiljøet er den eneste saliggørende. De islandske sweatere og fodformede sko eksisterer i bedste velgående.
32-årige Trine-Lise Væring har aldrig været bange for at blande stilarterne lidt mere end sædvanligt. Hun elsker bl.a. den amerikanske singer/songwritertradition og blander den klogt med masser af elementer fra den hellige, almindelige jazz i ballade-stilen.
På sit seneste produkt, 'In So Many Words', beviser hun til fulde sin enorme alsidighed, når det handler om at arrangere. Hun vælter sig rundt med luftige strygerarrangementer i en stak smukke, stærke og aldrig kedelige hjemmelavede sange med det faste hold, den svenske pianist Bobo Stenson, bassisten Mads Vinding og trommeslageren Alex Riel plus et sandt hav af gæstemusikere. Hun kan lyde som en kælen mis og rasende og kontant som en ondskabsfuld hunløve.
En dejlig kombination.
pn



Z2758239
Mads Vinding bag årets jazzplade
Ritzaus Bureau 10 marts 1998 kl. 1658

Bassisten Mads Vinding har begået Årest Danske Jazzplade 1997. Det mener juryen betående af musikbladet Jazz Specials læsere og kritikere.
49-årige Mads Vinding har som bassist i årtier været den evige toer i den danske jazzverden. Sværvægteren Niels-Henning Ørsted Pedersen har været manden i rampelyset, mens Mads Vinding i skyggen fra NHØP har været garanten for, at dansk jazz har haft mere end en streng at spille på i de seneste fire årtier.
Ved tirsdagens kåring på Copenhagen JazzHouse var det endeligt Mads Vindings tur til at træde helt frem i forreste række. Som en suveræn vinder af kåringen foran Alex Riel, Carsten Dahl og - ja - Niels-Henning Ørsted Pedersen - får Vinding et ordentligt skulderklap for pladen The Kingdom (where nobody dies).
Mads Vinding startede allerede sin professionelle karriere som 16-årig.
Og siden har karrieren taget ham vidt omkring. Den nyligt afdøde saxofonist Steen Vig var en af de tidlige, der havde glæde af Mads Vindings strengearbejde. Mod slutningen af 60`erne satte han strøm til bassen og var med til at forme tonerne fra et af dansk rock-histories mest eksperimenterende bands, Burnin` Red Ivanhoe.
Efter at have tumlet med rocken vendte Vinding tilbage til de jazzede toner. Og han har spillet med en række af de stor drenge. Både fra den danske og den internationale scene.
Da Mads Vinding tirsdag aften blev belønnet for Kingdom, var det ikke første gang, han modtog hæder. I 1982 fik han sammen med Jesper Lundgaard overrakt Ben Webster-prisen.




Z2531715
Interview: Claus Bøhling
(Hemmelig østers vender tilbage )
Information 5 december 1997, 1 . sektion side 9

Af Erik Kjær Larsen
Claus Bøhling, guitarist fra 70 er bandet Secret Oyster, på Danmarksturné med sit drømmeband Elektrum.
Sammen med bandet Secret Oyster nåede guitaristen Claus Bøhling den højeste kommercielle udmærkelse, et dansk band kan nå: En topplacering på den amerikanske radiohitliste. I et interview med Lasse Ellegaard i Information i 1974 afviste Bøhling, at bandet (Karsten Vogel, Kenneth Knudsen, Bo Thrige Andersen, Ole Streenberg, Mads Vinding der senere blev udskiftet med Jess Stæhr) var bevidst kommercielt: 'Jorden drejer vores vej i øjeblikket,' sagde han.
Og så flyttede Bøhling til England og i Danmark hørte man ikke fra ham før 1994, hvor han vendte tilbage med sit Cornwall-baserede Claus Bøhling Band.
Siden har han besøgt Danmark med mellemrum, og i aften træder bandet, der i mellemtiden har fået tilnavnet Elektrum, op på Rock Ama r.
Claus Bøhling møder Information årgang 97 på Det Elektriske Hjørne. 'Her var elektrikerværksted engang,' siger Bøhling, 'mine forældre kendte elektrikeren. Det hed også Det Elektriske Hjørne dengang.' Dengang var 60 erne, hvor Bøhling spillede i Hurdy Gurdy Band, der bl. a.
en overgang akkompagnerede Peter Belli.
'Den musik, vi spiller nu, er lige så nær ved at være ren organisk musik som med det gamle Hurdy Gurdy. Jeg synes faktisk musikken er blevet bedre, jeg er blevet bedre med tiden. Hvis man går ud i et stort publikum, er der mange, der kan lide det. Vi havde stort publikum, da vi spillede i Studenterhuset i København, og det var en stor succes, men dem der gik mest op i det, var faktisk de aller-yngste. Vi berører nogle af de ting, der ligger i trancemusikken, men med rent organiske midler,' siger Claus Bøhling.
­ Var det en nedtur at ryge ud af den kommercielle løbebane? 'Det er svært at sige, for hvis jeg prøvede at gøre noget af kommercielle årsager, tror jeg ikke, det ville lykkes. Jeg kan ikke rigtigt gøre noget, jeg ikke kan stå inde for. Den skavank har jeg.' ­ Hvornår rejste du til England og hvorfor?
'Første gang i 1967 var det bare for at udvide horisonten. Vi tog derover med Mac MacLeod og Jens Otzen som Hurdy Gurdy. En af årsagerne var også at Donovan gennem fælles bekendte havde hørt om os, og han havde så skrevet sangen Hurdy Gurdy Man til os.
Da vi kom derover i 67 var vi ude og møde ham fordi vi skulle indspille sangen ­ George Harrison havde i øv-rigt skrevet et af versene ­ men da var Donovan blevet så glad for sangen, at han egentlig gerne selv ville være med. Han foreslog en version, der var Donovan-agtig, men den var lidt for blid for os. Det var svært for os at gå på kompromis på det tidspunkt, der var lidt for meget power på. Vi foreslog, at vi lavede to forskellige versioner, men fjorten dage efter hørte vi i radioen, at han havde indspillet nummeret selv ­ i vores version. Så vi indspillede en anden sang i stedet. Folk syntes vi var idioter, at vi ikke bare spillede nummeret, som han ville have det, men vi var ikke et kommercielt band i den
forstand.'

ATOMKRIG
'Jeg tog til Cornwall allerførste gang med Hurdy Gurdy fordi vi blev smidt ud af London. En pladeproducent havde givet os et sponsorship, dvs. en portion ugentlige penge, vi kunne leve for. Vi skulle så arbejde med Donovan og lave vores egne plader. Vi var ved at få kontrakt med MCA i England og boede i en lille lejlighed i London. Vi havde allerede fået lysmand, men der var ikke nok lyskontakter i lejligheden, så lysmanden koblede sine lysmaskiner til lysekronen. Så en dag klokken 11, da
værtinden kom ind for at tjekke om der var piger på værelset, tændte hun lysekronen og troede der var atomkrig, fordi alle lys-maskinerne startede.
Næste dag stod alle vores kufferter uden for døren. Så tænkte vi, at det måske var bedre at flytte ud på landet. Og så flyttede vi til Cornwall, som er sådan noget kæmpe klippekyst med tidevand der kører 200 meter frem og tilbage.'
I Cornwall fandt Bøhling ­ det rette element for udviklingen af sin unikke, organiske spillestil:
'Musik er åndemaneri. Kommercielle musikere maner ånder inden for hamburgerverdenen, hvor jeg mere har lyst til at prøve at få roden tilbage til, der hvor man kom fra.'


OPRØR PÅ VEJ
'Alle i et band skal have plads til at realisere sig selv. Hvis der er nogen, der holder igen, så lærer man dem aldrig at kende, og så kan musikken aldrig blive så god, som den skal være. Alle må opfordres til at give deres bedste, og det mest ærlige. Mange gange opstår der en slags organisme, hvis formål er at skabe den bedste oplevelse for både dem der lytter og dem der spiller.'
­ Hvordan ser du rockmusikkens udvikling fra 70 til i dag? 'Sammenlignet med den kraft, der kom sidst i tresserne og i begyndelsen af 70 erne, med Doors, Cream og Hendrix, så begyndte det pludselig at udvande
med Bay City Rollers og Sweet, Cliff Richard blev mere populær igen osv.
Der har været store talenter siden, men det har ikke haft den store globale styrke, som de bands kunne præstere, fordi de var så nøgne og ærlige. Men jeg synes, der er ved at komme en periode nu, hvor musikken kommer tilbage i den rå form.'
'Jeg bryder mig hverken om techno eller hip-hop, men der er interessante musikere, der begynder at arbejde med automatmusik og får noget interessant og varmt ud af det. På den anden side er der også smarte discjockeys som køber en hel masse maskiner og trykker på en knap. Hvis en person, der aldrig har spillet trommer programmerer en trommemaskine, så er det temmelig vanvittigt nogen gange i virkeligheden. Det bliver for monotont,
og man kan godt forestille sig, at svage mennesker kan blive psykotiske af en automatmusik, der hele tiden går i hak. Det appellerer til ego et. Min musik skal gerne gøre det stik modsatte.'
­ Fra en pessimistisk betragtning kan det se ud som om, musikken er gået fra at være et redskab for oprør til at være musikindustriens spændetrøje for ungdommen.
'Det kan man nok sige. Men jeg tror, der kommer et nyt oprør, men ikke nødvendigvis fra folk med musikalsk kunnen. For en person som mig, der har nogen musikalsk kunnen, er det ikke altid nemt at lytte til techno, men der er mange andre gode ting som også har automatmusik i sig. Bands som Trans Global Underground, Dreadzone og Ozrik Tentacles, som vi har arbejdet lidt sammen med.'
Claus Bøhling ­ og Elektrum spiller jævnligt på klubber og Pubs i England.
Om sommeren deltager bandet i forskellige festivaller: 'Der er mange festivaller der stadig ligner den oprindelige Roskilde, med oprindelig musik. Vi er ved at begå os godt ved de fe-stivaller,' siger Claus Bøhling ­ , der netop har udvidet danmarksturneen med to gigs: Torsdag d. 11 spiller Elektrum på Svejk, Smallegade på Frederiksberg, og lørdag den 13.
på Banjen i Svendborg.

RYNKEN I PANDEN
­ Hvilken genre spiller i?
'Dancerock, bluesrock, vi bliver spurgt overalt, men vi ved det ikke,' siger Bøhling, der som dreng sad hjemme og øvede sig på guitaren til John Coltranes plader.
'Umiddelbart kan man i dag lære at blive rockmusiker, man kan lære det på universiteter i USA. I 60 erne var det et totalt eksperiment, hvor man kun brugte sine egne instinkter for at komme derhen hvor man ville. For nogle er det blevet en slags klassisk musik. Det er det ikke for mig, for jeg har aldrig lært noget. Jeg kan stadig kun udvikle mig på den samme måde. Jeg ville ikke lære noget.'
Stædig som en østers, men at Bøhling trods alt har samlet et og andet op undervejs, vil man kunne høre på Elektrums live-cd, der optages under Danmarksturneen og ventes udsendt næste år.
På spørgsmålet, om der har været skuffelser undervejs i karrieren, svarer Claus Bøhling anekdotisk:
'Engang var Secret Oyster på turné med Captain Beefheart. Vi lavede 17 koncerter og kørte rundt i den samme bus i de tre uger det varede. En dag siger Captain Beefheart: Nogle gange så rynker du dig lidt på panden.
Undskyld, siger jeg.
Don t worry, siger han så, those days will come back.
Som om han kunne læse mine tanker. Og det er min fornemmelse nu, at de dage er kommet tilbage. Fordi jeg har et godt band nu.' ­ Så jorden er begyndt at dreje din vej igen?
Netop, siger Claus Bøhling - og ler, det må man sige. Full circle.




Z2521521
Jazz i sæsonen 1996-97
Polinfo 1 september 1997

Af Thorbjørn Sjøgren

Udgivelsen af dansk jazz på cd fortsætter med uformindsket omfang. Hvor antallet for 25-30 år siden lå på en halv snes lp'er årligt, er der de seneste år udkommet 80-90 cd'er om året, og mens det på den ene side demonstrerer den store bredde og talentmasse, vi råder over, rejser det også spørgsmålet om der fortsat er publikum til at aftage og kapere et sådant udbud. Eller om vi måske er på kanten af en slags kulturelt 'overkill' - ikke mindst da mange af udgivelserne er baseret på forskellige former for offentlige tilskud.
En meget stor del af musikken ligger dog på internationalt niveau, uanset om musikerne stiller op i rent danske formationer eller - som det ofte er tilfældet i disse år - som et resultat af jazzens stigende internationalisering allierer sig med udenlandske gæster. Da trommeslageren Alex Riel for en sjælden gangs skyld fremtrådte som kapelmester, var han da også - ud over bassisten Jesper Lundgaard - i selskab med tenorsaxofonisten Jerry Bergonzi fra New York og - som spontant indhoppende gæst - den lige så amerikanske pianist Kenny Werner.
Den cd, 'The Riel Deal', der kom ud af den aftens koncert i Copenhagen JazzHouse, blev af en gruppe af tidsskriftet 'Jazz Special's læsere og medarbejdere valgt som den bedste danske jazzudgivelse i 1996. En passende hyldest blev Riel til del - inklusive en kontant påskønnelse.

FLERE PRISER
Andre priser var der til bassisten Mads Vinding (Palæ Bars jazzpris på 25.000 kr.): Vinding har gennem 30 professionelle år vist sit talents alsidighed i en udstrækning, så han er adskillige udenlandske musikeres foretrukne bassist, når de besøger Danmark. Som Riel har også Vinding kun sjældent ladet sig høre som orkesterleder. Det skete dog med betydelig autoritet på hans 1997-cd 'The Kingdom' i selskab med netop Riel og den italienske pianist Enrico Pieranunzi.
Ben Webster-fonden administrerer indtægterne fra den i 1973 afdøde saxofonists pladesalg, og også i år var der til to portioner à 25.000 kr.
De gik til pianisten Carsten Dahl og trommeslageren Svend Erik Nørregaard, henholdsvis et af dansk jazz' mest sprudlende talenter i de seneste år og en af vore mest pålidelige og afholdte akkompagnatører gennem en menneskealder.
Jazzmediearbejdernes JASA-pris pa 20.000 kr (og - ikke at forglemme - et forgyldt nodestativ) havnede denne gang hos trompetisten Henrik Bolberg Pedersen, som tidligere bl.a. spillede med kvintetten Page One og nu har Radioens Big Band som en af rammerne omkring sine aktiviteter.

JAZZPAR TIL DJANGO BATES
Stadig er den største danske jazzanerkendelse dog Jazzpar-prisen på 200.000 kr. og en medfølgende statuette af Jørgen Haugen Sørensen. For anden gang i prisens otteårige eksistens gik den til en engelsk musiker, denne gang den 36-årige pianist og komponist Django Bates. Både med større grupper (Loose Tubes i 1980'erne og Delightful Precipice i 1990'erne) og med kvartetten Human Chain har han vist en dyb fortrolighed med hele jazztraditionen (og såmænd også en sans for lejlighedsvis med udbytte at træde uden for den), en meget engelsk humor og en form for disciplineret
anarki, som ofte synes at trække uanede ressourcer ud af de medvirkende musikere.
Grundlaget for at placere Jazzpar-prisen hos Bates blev naturligvis ikke ringere af, at han har besøgt os flere gange tidligere, og det forekommer helt dækkende for Bates' indfaldsvinkel til musikken, at da en badebold under Delightful Precipice's koncert ved Copenhagen Jazz Festival i 1995 forvildede sig op pa scenen, kom boldspillet lynhurtigt til at indgå i det musikalske forløb.

JAZZ PÅ TRYK
Ikke mindre end fem publikationer med relation til jazzen i Danmark så dagens lys i sæsonen 1996-97. Fotografen Jan Persson udsendte et smukt værk, 'Jazz Portraits', der bekræftede hans status som en fremragende fotograf med veludviklet sans for musikken i billedet. Saxofonisten Dexter Gordon, som tilbragte mere end et dusin af sine mest kreative år (1962-76) i Danmark, fik sin egen bog, 'More Than You Know', med en række kærligt indforståede bidrag og mange hidtil ukendte fotos i Leonard Malones redaktion.
Det Danske Jazzcenter under Arnvid Meyers kyndige ledelse fejrede i 1996 sit 25 års jubilæum og blev selv fejret med et festskrift, som - rimeligt nok - primært blev en hyldest til denne ildsjæl og igangsætter i dansk jazzliv. Et af de mange projekter, der fra starten var båret af Meyers entusiasme, var den københavnske lokalradio Radio Jazz, der i maj kunne fejre sin lO års fødselsdag. Stadig drevet af en gruppe mennesker, der er besjælet af ildhu og trangen til at formidle budskabet, er radioen nu i en økonomisk stabil gænge og fejrede sig selv bl.a. ved at udgive en lille bog om sin aktivitet. Copenhagen JazzHouse fyldte halvrundt den 2. oktober 1996. Fem år lyder ganske vist ikke af meget, men er dog i den branche
ingen ringe præstation. Også her var en (morsom) krønike blandt de synlige udslag i form af en slags scrapbog, der bl.a. tegner et underholdende billede af et spillesteds tilblivelse.

JAZZCENTER LUKKET
Det Danske Jazzcenter fik ikke lov at leve længe efter sin 25 års fødselsdag. Da Arnvid Meyer i juni 1997 rundede 70 år og gik på pension, blev centret i Rønnede lukket og dets samling af bånd, plader, fotos og tidsskrifter flyttet til Odense Universitetsbibliotek. Beslutningen om flytningen blev truffet af Statens Musikråd trods protester fra Det Kgl.
Bibliotek, Jazzcentret og Arnvid Meyer selv.




Ny søgningListehjælp
til top