BASS AND BONES
Den gode melodi
Helt forankret i moderne jazzklassik er basunisten Steen Hansen og bassisten Mads Vindings duoprojekt, som indlysende nok hedder Bass & Bones. Når man indleder en cd med en kort version af Alex North’s kærlighedstema fra Kubricks Spartacus-film og blot lader Vinding antyde, hvad harmonierne rummer, ved man, at her har musikerne valgt kun at følge én vej – den, der leder til den gode melodi, slet og ret. Spartacus-temaet er så godt, at det kan der ikke gøres ret meget mere ved, men det kan der heldigvis ved de andre temaer, de fleste fra den store amerikanske sangbog. Begge musikere øser af deres eget store melodiske overskud i deres indsatser, som cementerer Vindings ry og på ny minder os om, at dansk jazz i Steen Hansen har en basunist, hvis lige – når det alene gælder evnen til at skabe originale melodiske forløb – ikke er hørt siden den nu semipensionerede Torolf Mølgaards velmagtsdage i 60’erne. Hansen spiller med både træk og ventiler, og jeg kan med mellemrum komme i tvivl om, hvornår han anvender hvad. Det bør være en kompliment til instrumentalisten Hansen. Af: Peter H. Larsen – Information 23. september 2009

____________________________________

Limfjordsporter og pommes frites
Steen Nikolaj Hansen & Mads Vinding: Bass & bones (Bro Recordings) Det er som en Limfjordsporter og en omgang sprøde pommes frites. Det smager djævelsk godt, men er ikke noget man ser på menukortet på hverken grillbaren eller restauranten. Basun eller trombone sammen med en kontrabas er heller ikke hverdagskost på jazzscenen. Men det er der heldigvis musikere der ikke lader sig styre af. Bassisten Mads Vinding har før lavet duoplader som feks. basduopladen sammen med Jesper Lundgaard i 2002 eller Together fra 1998 sammen med Bob Brookmeyer. Den sidste falder i samme sjældne kategori som den aktuelle plade, forskellen er at Brookmeyer spiller ventilbasun og Steen Nikolaj Hansen på den aktuelle plade spiller på trækbasun. Mads Vinding og Steen Hansen kender hinanden fra DR Big Band. Her spillede de sammen fra midten af firserne. Gennem deres venskab voksede idéen om denne plade. Hansen har arrangeret numrene der åbner for sammenspil og nye musikalske veje. Når to musikere fra jazz-eliten mødes og laver et så udpræget con amore projekt, er man som jazznørd allerede godt tændt inden man har hørt en lyd. Men holder det så i den musikalske virkelighed? Selvfølgelig holder det hele vejen. Der står ikke så meget på spil for de to herrer. De tør spille op til hinanden, udfordre og ikke mindst bruge en masse musikalsk humor. Steen Nikolaj Hansen har skrevet et enkelt nummer til pladen. Resten er taget fra jazzens standardrepertoire, men der er også blevet plads til sager som en forrygende udgave af titelmelodien fra den gamle film Spartacus og Tom Harrell’s Sail away. Ellers finder man mere kendte sager som It might as well be spring og You don’t know what love is. Pladen kan på det kraftigste anbefales til jazzconnoisseuren der troede han/hun havde hørt alt. Men også til den glade jazzlytter der feks. kan bruge pladen som soundtrack til en tur i køkkenet, hvor der laves pommes frites – måske med en hjemmerørt kryddermayo? af Niels Overgård -Jazznyt.blogspot.dk

BASS AND BONES

Den gode melodi
Helt forankret i moderne jazzklassik er basunisten Steen Hansen og bassisten Mads Vindings duoprojekt, som indlysende nok hedder Bass & Bones. Når man indleder en cd med en kort version af Alex North’s kærlighedstema fra Kubricks Spartacus-film og blot lader Vinding antyde, hvad harmonierne rummer, ved man, at her har musikerne valgt kun at følge én vej – den, der leder til den gode melodi, slet og ret. Spartacus-temaet er så godt, at det kan der ikke gøres ret meget mere ved, men det kan der heldigvis ved de andre temaer, de fleste fra den store amerikanske sangbog. Begge musikere øser af deres eget store melodiske overskud i deres indsatser, som cementerer Vindings ry og på ny minder os om, at dansk jazz i Steen Hansen har en basunist, hvis lige – når det alene gælder evnen til at skabe originale melodiske forløb – ikke er hørt siden den nu semipensionerede Torolf Mølgaards velmagtsdage i 60’erne. Hansen spiller med både træk og ventiler, og jeg kan med mellemrum komme i tvivl om, hvornår han anvender hvad. Det bør være en kompliment til instrumentalisten Hansen. Af: Peter H. Larsen – Information 23. september 2009
____________________________________
Limfjordsporter og pommes frites
Steen Nikolaj Hansen & Mads Vinding: Bass & bones (Bro Recordings) Det er som en Limfjordsporter og en omgang sprøde pommes frites. Det smager djævelsk godt, men er ikke noget man ser på menukortet på hverken grillbaren eller restauranten. Basun eller trombone sammen med en kontrabas er heller ikke hverdagskost på jazzscenen. Men det er der heldigvis musikere der ikke lader sig styre af. Bassisten Mads Vinding har før lavet duoplader som feks. basduopladen sammen med Jesper Lundgaard i 2002 eller Together fra 1998 sammen med Bob Brookmeyer. Den sidste falder i samme sjældne kategori som den aktuelle plade, forskellen er at Brookmeyer spiller ventilbasun og Steen Nikolaj Hansen på den aktuelle plade spiller på trækbasun. Mads Vinding og Steen Hansen kender hinanden fra DR Big Band. Her spillede de sammen fra midten af firserne. Gennem deres venskab voksede idéen om denne plade. Hansen har arrangeret numrene der åbner for sammenspil og nye musikalske veje. Når to musikere fra jazz-eliten mødes og laver et så udpræget con amore projekt, er man som jazznørd allerede godt tændt inden man har hørt en lyd. Men holder det så i den musikalske virkelighed? Selvfølgelig holder det hele vejen. Der står ikke så meget på spil for de to herrer. De tør spille op til hinanden, udfordre og ikke mindst bruge en masse musikalsk humor. Steen Nikolaj Hansen har skrevet et enkelt nummer til pladen. Resten er taget fra jazzens standardrepertoire, men der er også blevet plads til sager som en forrygende udgave af titelmelodien fra den gamle film Spartacus og Tom Harrell’s Sail away. Ellers finder man mere kendte sager som It might as well be spring og You don’t know what love is. Pladen kan på det kraftigste anbefales til jazzconnoisseuren der troede han/hun havde hørt alt. Men også til den glade jazzlytter der feks. kan bruge pladen som soundtrack til en tur i køkkenet, hvor der laves pommes frites – måske med en hjemmerørt kryddermayo?
af Niels Overgård -Jazznyt.blogspot.dk