Mads Vinding har spillet over det meste af verden, produceret plader, skrevet filmmusik og har modtaget flere priser – 1978 1. pris som bedste solist i den internationale radiokonkurrence Nordring, Ben Webster Prisen i 1982, Palæ’s Jazz Pris i 1997 og Launy Grøndahl’s hædersgave 2000. Vinder af Jazz Special’s læserafstemning 1997 + 2000 samt modtog 3 Grammy’er for bedste CD 2000 i både jazz og folk kategorien. Vandt Django D’or prisen som “Master of Jazz” 2007 samt modtog Dansk Musiker Forbunds Hæderspris 2008.

Vinding er stadig i bassisternes superliga

Mads Vinding bevæger sig i i en række forskellige muikalske genrer. Privatfoto

Bassisten Mads Vinding har i mere end 50 år været en populær og efterspurgt musiker – i såvel alskens pladestudier som ude på alverdens scener.

I den forbindelse er det værd at nævne, at der blandt vore mange – både garvede og nytilkomne – bassister er en snæver superliga, og den inkluderer Mads Vinding, som fylder 70 år 7. december.
Vinding, der er selvlært, blev professionel musiker allerede som 16-årig. Han spillede kontrabas med en række af tidens swingorkestre, ligesom han begyndte at dukke op i forskellige konstellationer på scenen i Jazzhus Montmartre, hvor det ellers var den navnkundige Niels-Henning Ørsted Pedersen, der satte dagsordenen.
Ved udgangen af 1960erne begyndte Mads Vinding at spille el-bas, og det førte til medlemskab af førende fusionsgrupper som Burnin Red Ivanhoe og Secret Oyster. Men siden midten af 1970erne har det primært handlet om akustisk bas og akustisk jazz, både på hjemmebane og udebane.

Mads Vinding har således gennem årene ledsaget fremtrædende lokale folk som Thomas Clausen, Finn Savery og Svend Asmussen samt stærke amerikanske navne som Johnny Griffin, Gerry Mulligan, Stan Getz, Pharoah Sanders og Gary Burton. Dertil var han i perioden 1978-88 fast medlem af Radioens Big Band.

Og aktiviteterne har ikke blot været hensat til klub- og koncertscenerne, idet Mads Vinding har været en yderst populær akkompagnatør, som talrige kunstnere har benyttet sig af i pladestudierne, hvorfor han da også optræder på flere end 800 udgivelser.

Sangerinderne

I 1974 indspillede Mads Vinding i eget navn LPen »Danish Design«. Herefter indtog han først kapelmesterrollen, da han i slutningen af 1990erne dannede en trio med trommeslageren Alex Riel og den italienske pianist Enrico Pieranunzi. Og han har bibeholdt sin trio, som byder på jazzstandards og egne kompositioner, og som gennem årene har rummet så stærke pianister som canadieren Roger Kellaway, danskeren Carsten Dahl, fransk/amerikaneren Jean-Michel Pilc og – senest – italieneren Dado Moroni.

Mads Vinding, der også har haft et fint samarbejde med en række sangerinder, heriblandt Hanne Boel, Lecia Sundstrøm, Eva Madsen, Sinne Eeg, Veronica Mortensen og Margrete Grarup, har endvidere i en årrække haft en duo med den klassiske pianist Poul Rosenbaum, med hvem han primært nyfortolker musik af Johann Sebastian Bach. Tilsvarende har han både på scene og plade fortolket Carl Nielsen-sange og julemelodier sammen med pianisten Michael Sunding, ligesom han dyrker folkemusik i trioen Vinding-Villén-Tophøj.

Alt i alt giver Mads Vindings usvigelige håndelag, musikalske fleksibilitet og kreativitet samt imødekommenhed og humor fødselaren rigeligt af aktiviteter med såvel jazz som alt det andet.

 

___________________________

Det usvigelige håndelag

Mads Vinding – tilhører de danske bassisters superliga.

60 år: Bassisten Mads Vinding har i mere end 40 år været en populær og efterspurgt musikalsk ledsager – både ude på scenerne og inde i pladestudierne.

Det er almindeligt kendt, at Danmark er de store jazzbassisters land. Dertil er det værd at nævne, at der blandt de danske bassister også er en slags superliga, ja, en lille eksklusiv kreds, der inkluderer Mads Vinding, Værløse, som i morgen fylder 60 år.

Mads Vinding er selvlært. Han blev professionel musiker som 16-årig og spillede snart kontrabas med en række af tidens swingorkestre. Ved udgangen af 1960erne begyndte han tillige at spille el-bas, og det førte til medlemskab af de førende fusionsgrupper som Burnin Red Ivanhoe og Secret Oyster.

Siden midten af 1970erne har det dog primært handlet om akustisk bas og akustisk jazz, og Mads Vinding har gennem årene ledsaget folk som Thomas Clausen, Finn Savery og Svend Asmussen samt internationale navne som Johnny Griffin, Gerry Mulligan, Stan Getz, Toots Thielemans og Gary Burton. Dertil var han i perioden 1978-88 fast medlem af Radioens Big Band. Og det har ikke blot været ude på scenerne, Mads Vinding har været en populær akkompagnatør, utallige kunstnere har benyttet ham ved pladeindspilninger, og han har nu medvirket på op imod 700 albums.

I 1974 indspillede Mads Vinding i eget navn LP’en »Danish Design«, og herefter indtog han først kapelmesterrollen, da han i slutningen af 1990erne dannede en trio med trommeslageren Alex Riel og den italienske pianist Enrico Pieranunzi, der hen ad vejen blev erstattet af canadieren Roger Kellaway og af danskeren Carsten Dahl.

Mads Vinding har endvidere samarbejdet og indspillet med instrumentkollegaen Jesper Lundgaard, guitaristerne Jacob Fischer og Søren Lee samt sangerinderne Hanne Boel, Lecia Sundstrøm, Eva Madsen og Sinne Eeg, ligesom han i en årrække har haft en duo med den klassiske pianist Poul Rosenbaum, med hvem han primært nyfortolker musik af Johann Sebastian Bach.

Mads Vindings usvigelige håndelag, musikalske fleksibilitet og kreativitet samt imødekommenhed og humor har ikke blot ført til travlhed på scener og i studier, også adskillige velfortjente hædersbevisninger er det blevet til. Heraf skal nævnes Ben Webster Prisen 1982, Palæ Bars Jazzpris 1997, Launy Grøndahls hædersgave 2000, Django d’Or Prisen »Master of Jazz« 2007 og Dansk Musiker Forbunds Hæderspris 2008

MADS VINDING
Bassist, født 7 december 1948 i København. Et eksempel på dansk jazz i verdensklasse. Et af de absolutte “bas-esser” med mere end 800 pladeudgivelser bag sig.
Professionel som 16-årig og husbassist i den legendariske originale jazzklub Montmartre, København. Han er indehaver af en imponerende “rekordliste” af engagementer med jazzmasters som f. eks.
Herbie Hancock – Wayne Shorter – Stan Getz – Gary Burton – Hank Jones – Tony Williams – Dexter Gordon – Ben Webster – Joanne Brackeen – Sonny Stitt – Sir Roland Hanna – Benny Goodman – Dizzy Gillespie – Dollar Brand – Cecil Taylor – Clark Terry – Chet Baker – Art Farmer – Woody Shaw – Benny Bailey – Dusko Goykovich – Ed Thigpen – Alvin Queen – Billy Hart – Bruno Castelucci – John Engels – Daniel Humair – Sangoma Everett – Enrico Pieranunzi – Roger Kellaway – Tete Montoliu – Horace Parlan – Fred Hersch – Martial Solal – Renée Rosnes – Gordon Beck – Dee Dee Bridgewater – Meredith d’Ambrosio – Deborah Brown – Mark Murphy – Etta Cameron – Toots Thielemans – Lee Konitz – Johnny Griffin – Sahib Shihab – Stuff Smith – Don Byas – Charlie Mariano – Ernie Wilkins – Philip Catherine – Bob Brookmeyer – Monty Alexander – Eddie “Lockjaw” Davis – Peter Herbolzheimer – Janne Schaffer – Quincy Jones – Svend Asmussen – Istanbul Express – Thomas Clausen – Alex Riel – Kim Sjøgren – Finn Savery – The Danish Radio Big Band – etc, etc..

 

“Balletten har tredie akt af Napoli, den klassiske musik har Michala Petri, operaen har Inga Nielsen og Poul Elming, og jazzen har bassisterne. Ingen har som kontrabassisterne gjort dansk jazz verdenskendt og højt respekteret, og selvom man her i dag kan tælle mellem en halv og en hel snes bassister på internationalt niveau, så er det trioen Niels-Henning Ørsted Pedersen, Mads Vinding og Jesper Lundgaard, der har givet den dens virkelige verdensberømmelse.

Af disse tre er Mads Vinding midteraksen – lidt yngre end NHØP, lidt ældre end Lundgaard, guddommeligt virtuos som den første, eftertænksom som den sidste. Han har håndteret det store instrument, fra han var 11, og han var blot 16, da han i 1964 blev professionel musiker- først i en række orkestre i den traditionelle jazz og swingmusikken, senere sammen med musikere af nyere observans.
Blandt de fremtrædende danske musikere, der tidligt så hans enorme talent, og som udnyttede den rytmiske spændstighed og store solistiske kraft, som han tilfører enhver jazzgruppe, var Svend Asmussen og pianisten og komponisten Finn Savery.

Vinding har også sat sit præg på eksperimenterende grupper som Secret Oyster og Burnin’ Red Ivanhoe og været et fremtrædende medlem af f.eks. guitaristen Mehmet Ozans tyrkisk inspirerede Istanbul Express, Radioens Big Band, Ernie Wilkins’ dansk-amerikanske Almost Big band og, i de senere år, af pianisten Thomas Clausens højt berømmede trio.

Disse få navne viser, sammen med en duo med violinisten Kim Sjøgren, den kolossale spændvidde i hans kunst. Der er ikke den niche indenfor den hjemlige, seriøse rytmiske musiks rammer, han ikke har dyrket, og samtidig er der ikke den amerikanske jazzberømthed, som ikke har ønsket ham ved sin side under et Danmarksbesøg, en pladeindspilning eller en længere turné i Europa.
Listen over de jazzstjerner, han har arbejdet tæt sammen med, udgør et katalog over nutidsjazzens væsentligste kunstnere, og her skal bare fremhæves nogle få, med hvem samarbejdet har været særligt givende: Johnny Griffin, Gerry Mulligan, Dexter Gordon, Hank Jones, Stan Getz, Kenny Drew, Bob Brookmeyer, Toots Thielemans, Gary Burton og Clark Terry.

Sideløbende med kontrabassen har han raffineret sit spil på el-bas, men det, der i dag gør Mads Vinding til en enestående kunstner og efterspurgt solist, er det suveræne musikalske overblik og den store modenhed, som 55 års virke blandt de ypperste jazzfolk har givet ham.
Han kan spille hurtigere og smartere end de fleste andre, men han gør det kun, når der er musikalsk belæg for det.
Han har spillet med hovedparten af dem i jazzen, der er værd at spille sammen med, men nu spiller han blot med dem, der også tilfredsstiller hans ideer om, hvordan musikken bør lyde.
F.eks. har han i Thomas Clausens Trio – et af de fineste kammerensembler i europæisk jazz — haft stor medindflydelse på det samlede musikalske koncept, og i den rolle – som en af dem, der styrer musikken i en bestemt retning hører man ham nu oftere og oftere, også som producer.

Mads Vindings styrke som musiker er altså ikke hans formidable instrumentale teknik eller hans rekordliste.
Det er hans bevidsthed om, at det enkleste udsagn ofte kan være det stærkeste og hans fordomsfrie holdning til musikken og musikerne i de genrer, der er opstået i jazzens kølvand. Af de mere end 800 plader, han kan høres på, placerer adskillige sig langt fra jazzen. Dog, i hans spil fornemmes altid jazzens pulsslag.”

Peter H. Larsen, Redaktør.

MADS VINDING
Bassist, født 7 december 1948 i København. Et eksempel på dansk jazz i verdensklasse. Et af de absolutte “bas-esser” med mere end 800 pladeudgivelser bag sig.
Professionel som 16-årig og husbassist i den legendariske originale jazzklub Montmartre, København. Han er indehaver af en imponerende “rekordliste” af engagementer med jazzmasters som f. eks.
Herbie Hancock – Wayne Shorter – Stan Getz – Gary Burton – Hank Jones – Tony Williams – Dexter Gordon – Ben Webster – Joanne Brackeen – Sonny Stitt – Sir Roland Hanna – Benny Goodman – Dizzy Gillespie – Dollar Brand – Cecil Taylor – Clark Terry – Chet Baker – Art Farmer – Woody Shaw – Benny Bailey – Dusko Goykovich – Ed Thigpen – Alvin Queen – Billy Hart – Bruno Castelucci – John Engels – Daniel Humair – Sangoma Everett – Enrico Pieranunzi – Roger Kellaway – Tete Montoliu – Horace Parlan – Fred Hersch – Martial Solal – Renée Rosnes – Gordon Beck – Dee Dee Bridgewater – Meredith d’Ambrosio – Deborah Brown – Mark Murphy – Etta Cameron – Toots Thielemans – Lee Konitz – Johnny Griffin – Sahib Shihab – Stuff Smith – Don Byas – Charlie Mariano – Ernie Wilkins – Philip Catherine – Bob Brookmeyer – Monty Alexander – Eddie “Lockjaw” Davis – Peter Herbolzheimer – Janne Schaffer – Quincy Jones – Svend Asmussen – Istanbul Express – Thomas Clausen – Alex Riel – Kim Sjøgren – Finn Savery – The Danish Radio Big Band – etc, etc..

 

Mads Vinding har spillet over det meste af verden, produceret plader, skrevet filmmusik og har modtaget flere priser – 1978 1. pris som bedste solist i den internationale radiokonkurrence Nordring, Ben Webster Prisen i 1982, Palæ’s Jazz Pris i 1997 og Launy Grøndahl’s hædersgave 2000. Vinder af Jazz Special’s læserafstemning 1997 + 2000 samt modtog 3 Grammy’er for bedste CD 2000 i både jazz og folk kategorien. Vandt Django D’or prisen som “Master of Jazz” 2007 samt modtog Dansk Musiker Forbunds Hæderspris 2008.

“Balletten har tredie akt af Napoli, den klassiske musik har Michala Petri, operaen har Inga Nielsen og Poul Elming, og jazzen har bassisterne. Ingen har som kontrabassisterne gjort dansk jazz verdenskendt og højt respekteret, og selvom man her i dag kan tælle mellem en halv og en hel snes bassister på internationalt niveau, så er det trioen Niels-Henning Ørsted Pedersen, Mads Vinding og Jesper Lundgaard, der har givet den dens virkelige verdensberømmelse.

Af disse tre er Mads Vinding midteraksen – lidt yngre end NHØP, lidt ældre end Lundgaard, guddommeligt virtuos som den første, eftertænksom som den sidste. Han har håndteret det store instrument, fra han var 11, og han var blot 16, da han i 1964 blev professionel musiker- først i en række orkestre i den traditionelle jazz og swingmusikken, senere sammen med musikere af nyere observans.
Blandt de fremtrædende danske musikere, der tidligt så hans enorme talent, og som udnyttede den rytmiske spændstighed og store solistiske kraft, som han tilfører enhver jazzgruppe, var Svend Asmussen og pianisten og komponisten Finn Savery.

Vinding har også sat sit præg på eksperimenterende grupper som Secret Oyster og Burnin’ Red Ivanhoe og været et fremtrædende medlem af f.eks. guitaristen Mehmet Ozans tyrkisk inspirerede Istanbul Express, Radioens Big Band, Ernie Wilkins’ dansk-amerikanske Almost Big band og, i de senere år, af pianisten Thomas Clausens højt berømmede trio.

Disse få navne viser, sammen med en duo med violinisten Kim Sjøgren, den kolossale spændvidde i hans kunst. Der er ikke den niche indenfor den hjemlige, seriøse rytmiske musiks rammer, han ikke har dyrket, og samtidig er der ikke den amerikanske jazzberømthed, som ikke har ønsket ham ved sin side under et Danmarksbesøg, en pladeindspilning eller en længere turné i Europa.
Listen over de jazzstjerner, han har arbejdet tæt sammen med, udgør et katalog over nutidsjazzens væsentligste kunstnere, og her skal bare fremhæves nogle få, med hvem samarbejdet har været særligt givende: Johnny Griffin, Gerry Mulligan, Dexter Gordon, Hank Jones, Stan Getz, Kenny Drew, Bob Brookmeyer, Toots Thielemans, Gary Burton og Clark Terry.

Sideløbende med kontrabassen har han raffineret sit spil på el-bas, men det, der i dag gør Mads Vinding til en enestående kunstner og efterspurgt solist, er det suveræne musikalske overblik og den store modenhed, som 55 års virke blandt de ypperste jazzfolk har givet ham.
Han kan spille hurtigere og smartere end de fleste andre, men han gør det kun, når der er musikalsk belæg for det.
Han har spillet med hovedparten af dem i jazzen, der er værd at spille sammen med, men nu spiller han blot med dem, der også tilfredsstiller hans ideer om, hvordan musikken bør lyde.
F.eks. har han i Thomas Clausens Trio – et af de fineste kammerensembler i europæisk jazz — haft stor medindflydelse på det samlede musikalske koncept, og i den rolle – som en af dem, der styrer musikken i en bestemt retning hører man ham nu oftere og oftere, også som producer.

Mads Vindings styrke som musiker er altså ikke hans formidable instrumentale teknik eller hans rekordliste.
Det er hans bevidsthed om, at det enkleste udsagn ofte kan være det stærkeste og hans fordomsfrie holdning til musikken og musikerne i de genrer, der er opstået i jazzens kølvand. Af de mere end 800 plader, han kan høres på, placerer adskillige sig langt fra jazzen. Dog, i hans spil fornemmes altid jazzens pulsslag.”

Peter H. Larsen, Redaktør.