ULC QUINTET

Til gensidig glæde
Dansk folkemusik og jazz forenes smukt på ny cd.
MED SÅ MEGET spændende, der sker hos den unge generation i dansk folkemusik kan man være tilbøjelig til at overse de lidt ældre folk, som måske nok har lidt mindre ild i røven, men til gengæld ofte den ro og fordybelse i spillet som kun den årelange erfaring giver (plus selvfølgelig bevidstheden om at man aldrig bliver rig ved at beskæftige sig med dansk folkemusik). Og når man hører trioen Peter Uhrbrand, Sonnich Lydom og Seamus Cahill må man spørge sig selv om denne musik kunne være spillet af dagens 20-25-årige. Jo, på papiret vel nok, men næppe med samme afklaret- hed og hvilen i sig selv.
I modsætning til trioens første cd, den fremragende “Sik og Sejs” der var helliget musik fra Fanø, kommer vi denne gang rundt i landet i et repertoire, der for en dels vedkommende er hentet fra de gamle nodebøger og melodisamlinger (Bast, Svabo, Borggreen m.fl.), altså oprindelig musik til dans. Men i det fintslebne og alligevel aldrig temperamentsløse sammenspil mellem Uhrbrands violin, Lydoms lille toraders harmonika og Cahills guitar og bouzouki er musikken (måske) endnu bedre egnet til uforstyrret lytning, for – og her kommer den facet ind som adskiller musikken afgørende fra størstedelen af disse års øvrige danske folkemusik: trioen har suppleret sig med jazzbassisten Mads Vinding og pianisten Peter Rosendal, og udover at musikken herved far en uvant harmonisk nuancerigdom og fylde, kommer den også til at swinge på én helt anderledes måde end anden gammel dansk spillemandsmusik. I mine ører bliver musikken rigere af det uden at sætte sin oprindelige karakter over styr.
Fire sange (tre irske og én fra Newfoundland) er skudt ind imellem til Cahill, og så god en performer han længe har været, har jeg vist ikke tidligere hørt ham synge med en så rolig fordybelse (der var den igen !) som i disse sange med deres eviggyldige kærligheds- og længselstemaer. Nok ved vi at Vinding kan lidt (undskyld, meget) af hvert, men som han tackler begge slags materiale yder han et betydeligt bidrag til det samlede resultat. Og Uhrbrands violinspil har denne betagende kombination af det sødmestrøgent vemodige og det lidt ru som går lige til hjertet, mens Rosendal får mig til at tænke på om ikke et dansk modstykke til Jan Johanssons arbejde med den svenske folkemusik ville lyde nogenlunde som hér.
Anbefales uden forbehold. Måske ikke mindst til dem der stadig tror at musik behøver at kunne genrebestemmes.
Thorbjørn Sjøgren (Politiken Søndag)

Fusion eller cross-over musik er jo ikke ukendte begreber i folkemusikkredse, men mens de fleste unge folkemusik- grupper foretrækker at flirte med rockmusikken, har trioen Uhrbrand, Lydom og Cahill indledt et interessant forhold til jazzmusikken.
Det er der kommet en usædvanlig CD ud af – også fordi melodimaterialet er usædvanligt. Der er tale om gammel dansk spillemandsmusik, støvet op i gamle nodebøger, hvoraf den ældste er helt tilbage fra 1760.
Musikken fortolkes med stor indlevelse af ULC, idet de enkelte numre er bygget op, så det er trioen, der giver bolden op, hvorefter de to jazzfolk tager over og improviserer over temaerne. Man kan altså ikke sige, at integrationen er gennemført fuldt ud, men der opstår alligevel gode vibrationer i krydsfeltet mellem de to genrer. Bassisten Mads Vinding er jo en gevinst for ethvert band, folk eller jazz, og den for mig hidtil ukendte unge pianist Peter Rosendal træffer folketonen fint med sit lyriske spil, som leder tankerne hen på svenske jazzpianist Jan Johanssons frugtbare flirt med folkemusikken.
ULC spiller med vanlig autoritet og spilleglæde, og Seamus Cahill viser en ny side af sit talent som fortolker af en række irske sange.
I øvrigt har trioen ud de to jazzmusikere bebudet, at de vil fortsætte samarbejdet – også gerne i koncertsammenhæng. Det lyder lovende.
Jyllands-Posten (Søren Chr. Kirkegaard)

Noget af det mest nyskabende er folkemusiktrioen ULC’s samarbejde med den unge jazz-pianist Peter Rosendal og den internationalt anerkendte jazz-bassist Mads Vinding. Umiddelbart en vanskelig fusion, men ULC quintet, som gruppen kalder sig, viser på det nye udspil “Masquerade”, at eksperimentet er ved at lykkes.

Men det kan blive bedre, for produktionen halter et par steder, hvor jazzklaveret får for meget magt og unødvendigt overdøver de andre instrumenter i de opdaterede udgaver af traditionel dansk folkemusik fra det 17. århundrede og lignende input fra bl.a. Irland og Shetlandsøerne.

Under alle omstændigheder herligt at lytte til, men det skal ske med fuld koncentration for at få alle detaljer med. Musikken er for feinschmeckere.

Efter lørdagens pladereception tog ULC quintet musikken under armen og serverede den i Tønderhal 1 for et intenst lyttende publikum. Bagefter sidder man faktisk med ønsket om, at koncerten var blevet optaget, fordi de fem musikere i sjælden grad fandt sammen om at finde et fælles udtryk for jazz og folk.

Trods det tætte sammenspil svævede Mads Vinding i perioder oven over kollegerne med sin håndtering af sit bas-instrument. “Verdensklasse” blev der med god grund hvisket fra en kender.

Oplevelsen blev fuldendt med sangeren og guitaristen Seamus Cahills humorbelagte præsentation og harmonikaspilleren Sonnich Lydoms knastørre bemærkninger.

ULC QUINTET

Til gensidig glæde
Dansk folkemusik og jazz forenes smukt på ny cd.
MED SÅ MEGET spændende, der sker hos den unge generation i dansk folkemusik kan man være tilbøjelig til at overse de lidt ældre folk, som måske nok har lidt mindre ild i røven, men til gengæld ofte den ro og fordybelse i spillet som kun den årelange erfaring giver (plus selvfølgelig bevidstheden om at man aldrig bliver rig ved at beskæftige sig med dansk folkemusik). Og når man hører trioen Peter Uhrbrand, Sonnich Lydom og Seamus Cahill må man spørge sig selv om denne musik kunne være spillet af dagens 20-25-årige. Jo, på papiret vel nok, men næppe med samme afklaret- hed og hvilen i sig selv.
I modsætning til trioens første cd, den fremragende “Sik og Sejs” der var helliget musik fra Fanø, kommer vi denne gang rundt i landet i et repertoire, der for en dels vedkommende er hentet fra de gamle nodebøger og melodisamlinger (Bast, Svabo, Borggreen m.fl.), altså oprindelig musik til dans. Men i det fintslebne og alligevel aldrig temperamentsløse sammenspil mellem Uhrbrands violin, Lydoms lille toraders harmonika og Cahills guitar og bouzouki er musikken (måske) endnu bedre egnet til uforstyrret lytning, for – og her kommer den facet ind som adskiller musikken afgørende fra størstedelen af disse års øvrige danske folkemusik: trioen har suppleret sig med jazzbassisten Mads Vinding og pianisten Peter Rosendal, og udover at musikken herved far en uvant harmonisk nuancerigdom og fylde, kommer den også til at swinge på én helt anderledes måde end anden gammel dansk spillemandsmusik. I mine ører bliver musikken rigere af det uden at sætte sin oprindelige karakter over styr.
Fire sange (tre irske og én fra Newfoundland) er skudt ind imellem til Cahill, og så god en performer han længe har været, har jeg vist ikke tidligere hørt ham synge med en så rolig fordybelse (der var den igen !) som i disse sange med deres eviggyldige kærligheds- og længselstemaer. Nok ved vi at Vinding kan lidt (undskyld, meget) af hvert, men som han tackler begge slags materiale yder han et betydeligt bidrag til det samlede resultat. Og Uhrbrands violinspil har denne betagende kombination af det sødmestrøgent vemodige og det lidt ru som går lige til hjertet, mens Rosendal får mig til at tænke på om ikke et dansk modstykke til Jan Johanssons arbejde med den svenske folkemusik ville lyde nogenlunde som hér.
Anbefales uden forbehold. Måske ikke mindst til dem der stadig tror at musik behøver at kunne genrebestemmes.
Thorbjørn Sjøgren (Politiken Søndag)

Fusion eller cross-over musik er jo ikke ukendte begreber i folkemusikkredse, men mens de fleste unge folkemusik- grupper foretrækker at flirte med rockmusikken, har trioen Uhrbrand, Lydom og Cahill indledt et interessant forhold til jazzmusikken.
Det er der kommet en usædvanlig CD ud af – også fordi melodimaterialet er usædvanligt. Der er tale om gammel dansk spillemandsmusik, støvet op i gamle nodebøger, hvoraf den ældste er helt tilbage fra 1760.
Musikken fortolkes med stor indlevelse af ULC, idet de enkelte numre er bygget op, så det er trioen, der giver bolden op, hvorefter de to jazzfolk tager over og improviserer over temaerne. Man kan altså ikke sige, at integrationen er gennemført fuldt ud, men der opstår alligevel gode vibrationer i krydsfeltet mellem de to genrer. Bassisten Mads Vinding er jo en gevinst for ethvert band, folk eller jazz, og den for mig hidtil ukendte unge pianist Peter Rosendal træffer folketonen fint med sit lyriske spil, som leder tankerne hen på svenske jazzpianist Jan Johanssons frugtbare flirt med folkemusikken.
ULC spiller med vanlig autoritet og spilleglæde, og Seamus Cahill viser en ny side af sit talent som fortolker af en række irske sange.
I øvrigt har trioen ud de to jazzmusikere bebudet, at de vil fortsætte samarbejdet – også gerne i koncertsammenhæng. Det lyder lovende.
Jyllands-Posten (Søren Chr. Kirkegaard)

Noget af det mest nyskabende er folkemusiktrioen ULC’s samarbejde med den unge jazz-pianist Peter Rosendal og den internationalt anerkendte jazz-bassist Mads Vinding. Umiddelbart en vanskelig fusion, men ULC quintet, som gruppen kalder sig, viser på det nye udspil “Masquerade”, at eksperimentet er ved at lykkes.

Men det kan blive bedre, for produktionen halter et par steder, hvor jazzklaveret får for meget magt og unødvendigt overdøver de andre instrumenter i de opdaterede udgaver af traditionel dansk folkemusik fra det 17. århundrede og lignende input fra bl.a. Irland og Shetlandsøerne.

Under alle omstændigheder herligt at lytte til, men det skal ske med fuld koncentration for at få alle detaljer med. Musikken er for feinschmeckere.

Efter lørdagens pladereception tog ULC quintet musikken under armen og serverede den i Tønderhal 1 for et intenst lyttende publikum. Bagefter sidder man faktisk med ønsket om, at koncerten var blevet optaget, fordi de fem musikere i sjælden grad fandt sammen om at finde et fælles udtryk for jazz og folk.

Trods det tætte sammenspil svævede Mads Vinding i perioder oven over kollegerne med sin håndtering af sit bas-instrument. “Verdensklasse” blev der med god grund hvisket fra en kender.

Oplevelsen blev fuldendt med sangeren og guitaristen Seamus Cahills humorbelagte præsentation og harmonikaspilleren Sonnich Lydoms knastørre bemærkninger.